I december 1998 udgav Mosekomiteens talsmand, Jesper Petersen, en 164 sider stor rapport om de omfattende naturødelæggelser på Gisselfeld, skabt af en ny, kontroversiel bestyrelse, der tiltrådte i 1996 og drastisk ændrede godsets drift . Som vidne til to års store naturødelæggelser havde Jesper Petersen og andre lokale naturvenner og naturkendere – med møje og besvær –  forsøgt at få Naturfredningsforeningen til at agere i sin selvudnævnte rolle som naturens advokat og vagthund. Kort før udgivelsen af den store Gisselfeld-naturrapport deltog Jesper Petersen i Naturfredningsforeningens årsmøde i Haslev. Læs her hans kommentar ovenpå (endnu) en skuffende oplevelse med virkelighedsfjerne naturfredningsfolk på Haslev Folkebibliotek i november 1998.

Skuffende oplevelser med konfliktsky og virkelighedsfjerne naturfredningsfolk

 

 

Kommentar af Jesper Petersen, december 1998 

 

På årsmødet i Danmarks Naturfrednings lokalkomité i Haslev d.5. november 1998 spurgte jeg formanden, hvorfor lokalafdelingen i Haslev stort set ikke har engageret sig i de aktuelle naturforvaltnings-problemer på Gisselfeld? Hvorfor er naturens lokale vagthund forblevet tavs i dette store lokale drama, der blandt andet handler om valget mellem enten en hensynsfuld eller en benhård driftspolitik i 38 km² af Sydsjællands fineste skove, marker, enge, moser og søer?

 

Mit spørgsmål blev kun delvist besvaret af lokalkomitéformand Asger Søgaard Jørgensen, hvis hovedsynspunkt er, at man ikke vil kritisere Gisselfeld for den intensiverede drift, så længe godset kun gør hvad andre godser gør, og i øvrigt overholder love og regler vedrørende naturen.

 

Til min forundring fremhævede Asger Søgaard Jørgensen endvidere, at DN i Haslev ikke vil deltage i en personhetz mod folk på Gisselfeld.

 

Ja, hvorfor i alverden skulle DN drive personhetz?! Hvorfor ikke nøjes med at arbejde på at forhindre flere naturødelæggende tiltag på Gisselfeld?

 

Spurgt om hvorfor han begyndte at tale om personhetz tilføjede Asger Søgaard Jørgensen, at det var ”fordi du driver personhetz i denne sag.”

 

Dén udtalelse gjorde mig for en stund mundlam.

 

Trods sagens store betydning for lokale naturperlers ve og vel evnede årsmødet ikke engang en faktuel gennemgang af de sidste 2½ års barske virkelighed for naturen på Gisselfeld, ligesom Asger Søgaard Jørgensen bekvemt undlod at oplyse hvordan han mente, at undertegnede drev personhetz mod Gisselfeld; og ikke mindst mod hvilke personer?

 

Hele Gisselfelddramaet (påbegyndt i 1996, hvor en ny indtjeningsivrig og stridslysten bestyrelse tiltvang sig magten over godset), i denne sammenhæng naturdramaet, har den lokale naturfredningsforening konsekvent holdt påfaldende lav profil overfor, selvom sagen på 3. år er den mest voldsomme lokalbegivenhed set med naturens øjne.

 

Den i denne sammenhæng omdiskuterede del af Gisselfelds ledelse har i øvrigt selv for længst forladt saglighedens og anstændighedens vej og – modsat mig – har man længe drevet hetz mod personer, der ikke har villet underkaste sig denne ledelses feudalagtige magtanvendelse og magtmisbrug.

 

Lad mig nævne ét eksempel på forfølgelse og hetz, der bør få folk som DNs lokalformand Asger Søgaard Jørgensen til at tænke sig bedre om før de forvrøvlet påstår at jegdriver personhetz:

 

Ifølge velunderrettede kilder stemte ledelsen (udenom overdirektør Danneskiold-Samsøe) først på året om hvorvidt man som hævn mod min åbentmundethed skulle ophæve min families lejemål af vores hjem, Toruphus, der tilhører Gisselfeld og som vi siden marts 1996 har lejet. Et ledelsesflertal endte (angiveligt endda efter en omstemning, der i første omgang endte lige, hvorefter ”høgene” i ledelsen pressede deres holdning igennem) med at stemme for at undertegnede, min samlever og vores fælles barn skulle forsøges smidt ud af vores hus, udfra tankegangen (citat) “Man nærer ikke en slange ved sit bryst”. Eksemplet på personforfølgelse (af mig og min familie) kendes via en af Gisselfelds funktionærer, der efterfølgende oplyste sagen under et besøg hos to chokerede huslejere under Gisselfelds, fra hvem jeg personligt har fået oplyst Gisselfeldledelsens middelalderlige ledelsesstil.

 

Baggrunden for personhetzen mod mig var, at bestyrelsesflertallet m.fl. var stærkt irriteret over mine skriverier som journalist, samt mit lokale naturengagement. Og da man ikke kunne håndtere sagen med saglighed og anstændighed, var der (chokerende nok) flertal for at søsætte beskidte metoder. Man konstruerede til lejligheden den grund, at Gisselfeld selv havde brug for vores hus til en medarbejder, hvorved der teoretisk opstod en mulighed for at opsige mit lejemål ifølge lejeloven. Heldigvis så både Gisselfelds overdirektør, Danneskiold-Samsøe, og retten anderledes anstændigt på sagen, og fogedretten gav i juni i år mig og min familie indiskutabel ret til at blive boende efter at Gisselfelds bestyrelsesflertal havde indbragt sagen for retten, da vi nægtede at fraflytte vores hjem. Forinden var vi blevet truet med bål og brand, inklusiv store erstatningskrav, og på forskellig vis chikaneret. (Desværre sluttede sagen ikke herved. Gisselfeldbestyrelsen anlagde efterfølgende en boligretssag, der først så sin urimeligt langtrukne afslutning over 6 år senere)

 

Med andre ord: Hvis nogen er blevet udsat for personhetz og beskidt behandling i Gisselfeldsagen så er det undertegnede! Og det gamle ord om at man skal høre meget før ørerne falder fik jeg meget personligt bekræftet, da naturfredningsformand Asger Søgaard Jørgensen på et offentligt møde om lokal naturbeskyttelse i Haslev i 5. november 1998 fastslog, at den lokale naturfredningsafdeling ikke vil engagere sig i naturforvaltningsproblemerne på Gisselfeld, bl.a. fordi undertegnede driver personhetz mod forskellige personer i Gisselfelds ledelse!

 

Som yderligere illustration af hvad man risikerer at skulle lægge ryg og øre til blot ved engageret og effektivt at vise interesse for naturens trivsel, lad mig da beskrive endnu en lidet flatterende oplevelse med naturfredningsforeningens lokalkomité i Haslev. I komiteens skriftlige årsberetning kunne deltagerne på mødet d.5/11 læse følgende: “Der er i Porsmosen konstateret kraftig uddybning af grøfter. Endda så kraftigt, at de i visse tilfælde er dybere end Susåen. Formålet med uddybningen er uklar. I samarbejde med lokalkomiteen i Holmegård Kommune og hovedforeningen har vi klaget over oprensningen. Og fået medhold i vores klage.”

 

Om det skyldtes min ikke forventede tilstedeværelse på årsmødet d.5/11 gør man sig uvilkårligt sine tanker om; men i hvert fald ændrede Asger Søgaard Jørgensen ordlyden i den skriftlige beretning, da han læste den op for de tilstedeværende på Haslev Folkebibliotek. Frem for at have bragt Porsmosesagen til sejr for naturen i samarbejde med DN i Holmegaard og hovedkontoret, nøjedes Asger Søgaard med at fremføre at Haslev-afdelingen havde “støttet” de øvrige afdelingers arbejde med Porsmosesagen.

 

Det er også lige lovlig flot, eller rettere fuldstændig usandt, af Asger Søgaard at hævde, at Haslev-afdelingen skulle have spillet en ledende rolle i det utaknemmelige arbejde med at beskytte Porsmosens natur mod Gisselfelds omfattende, ulovlige afvandingsarbejde forrige vinter.

 

Helt andre har nemlig sikret at denne misgerning mod naturen nu afventer afgørelse i Naturklagenævnet. I samarbejde med Jesper Refn og Bo Håkansson fra DNs hovedkontor, samt Paul Friis fra Holmegaard lokalkomité, igangsatte  jeg denne sag, og fulgte den efterfølgende til dørs, helt til Naturklagenævnet, hvor sagen har befundet sig siden maj i år. En endelig afgørelse træffes først her i 1999.

 

Asger Søgaard Jørgensens formandsberetning er ekstraordinært absurde, når man samtidig véd i hvor høj grad jeg har måttet holde Refn og Håkansson fra DNs Københavnerkontor til ilden i denne sag, hvor man ellers skulle tro, at Naturfredningsforeningen med sit erklærede værdigrundlag som ”naturen vagthund og advokat”, på mere engageret vis ville tage teten og forsvare naturen. Men sådan har det i høj ikke været.

 

Men i sin egen skamløse selvgodhed var Asger Søgaard Jørgensen ikke bleg for lige at score et par falske point som naturens tapre beskytter, da han som formand aflagde årsberetning på Haslev Folkebibliotek den 5. november 1998; dejligt bekvemt for lokalkomitéformanden, der i samme sag samtidig kan glæde sig over, at han her aldrig risikerer den ubehagelige beskyldning, at blive anklaget for at drive personhetz, da han jo ret hurtigt ville kunne dokumentere, at han intet som helst substantielt har udført i forbindelse med forsøget på at holde Gisselfeld ansvarlig for et af nyere tid værste, ulovlige naturødelæggelser i Porsmosen, Sydsjællands største sammenhængende engområde, der i februar 1997 fik 6 km. grøfter og vandløb kraftigt uddybet.

 

Det var tydeligvis en streg i regningen at jeg så dukkede op til årsmødet, hvorved Asger Søgaard Jørgensen under sin mundtlige fremlæggelse tilsyneladende valgte at improvisere en anden årsberetningstekst vedrørende Porsmosesagen..

 

Faktum er at DN i Haslev ingen rolle har spillet i Porsmosesagen – tværtimod, som i mange andre tilfælde har man i stedet snorksovet i timen. Til yderligere belysning af Asger Søgaards Jørgensens tvetungethed og inkompetence kan det oplyses, at jeg i december 1997, ½ år efter at jeg startede sagen med min skriftlige anmeldelse til Storstrøms amt af d.21. maj 1997, ringede  til Asger Søgaard Jørgensen og stillede ham nogle spørgsmål om Gisselfeld i almindelighed. Da Asger Søgaard Jørgensen også den gang stod fast på, at DN i Haslev ikke ville kritisere Gisselfeld for den intensiverede drift, så længe dét ,der foregik overholdt gældende love og regler, mindede jeg Asger Søgaard Jørgensen om det aktuelle ødelæggende – og ulovlige – afvandingsarbejde i EF-fuglebeskyttelseslokaliteten Porsmose. Hertil svarede lokalkomité-formanden: “Nu ligger Porsmosen jo ikke i vores område” (Porsmosen støder op til Haslev kommunes sydlige del, men trods sin beliggenhed i Holmegaard kommune har DN i Haslev i mange andre sammenhænge beskæftiget sig indgående med Porsmosen)

 

Asger Søgaard Jørgensen oplyste under samtalen i december 1997, at DN-Haslev indledningsvis havde været lidt betænkelig overfor den nye Gisselfeldledelse, hvorfor man havde bedt om et møde. “Og vi havde et positivt møde med Gisselfeld, hvor man oplyste os at der ikke ville ske væsentlige ændringer i driften” (enhver, der véd hvordan virkeligheden i slutningen af 90’erne var på Gisselfeld, véd hvor virkelighedsfjern Asger Søgaard Jørgensens udtalelse er.)

 

Spurgt om lokalkomiteen holdning til den intensiverede drift, f.eks. landbrugsdriften, svarede Søgaard: “Der er ingen tal, der dokumenterer, at der er sket et miljømæssigt tilbageskridt. Det dér er jo dine bekymringer; det skal du ikke citere mig for, vel!?”

 

Ene var jeg nu aldrig om at bekymres over udviklingen på Gisselfeld. Helt ovre i Jylland sad der folk og bekymrede sig, f.eks. den tidligere formand for Naturfreningsforeningens lokalkomité i Odder, Erik Borg. Da han i 1996 erfarede, at godsejer Johan Koed-Jørgensen havde taget magten over 38 km² af Sydsjælland – endda noget af det naturmæssigt set fineste – advarede han i et personligt brev naturfredningskollegerne i Haslev om den østjyske godsejer, som Borg desværre kendte indgående efter 3 års opslidende og frustrerende kamp mod naturødelæggelser og naturbeskyttelseslov-overtrædelser på det østjyske gods Åkjær, som Koed-Jørgensen købte i 1993.

 

På trods af rigtig mange gode grunde til det, gjorde DN i Haslev mig bekendt aldrig noget for at fremskaffe konkrete tal vedrørende driftsændringerne på Gisselfeld, f.eks. via sine gode forbindelser til ledelsen. Derved kunne man ellers have udfyldt en vigtig rolle som banebryder for en saglig natur- og miljødebat det i høj grad lykkedes bestyrelsesflertallet m.fl. at undertrykke og obstruere.

 

DN-folkene i Haslev resignerede i løbet af 1997 yderligere overfor Gisselfeldsagen, idet den gode dialog med driftsledelsen i praksis blev skrinlagt og lokalkomiteen nøjedes med at betragte den eskalerende ledelsesstrid mellem Gisselfelds overdirektør og bestyrelsesflertallet med stigende forundring fra sidelinien.  

 

 

 

(Denne beretning blev første gang offentliggjort den 18.  juni 2008 her på Holmegaard Mose Komiteens hjemmeside. Senere på året offentliggøres – ligeledes for første gang – en grundig gennemgang af Gisselfeldbestyrelsens chikane-retssager mod Jesper Petersen og hans familie.

 

Fra 1998 og over 6 år frem chikanerede Gisselfeldbestyrelsen Jesper Petersen og hans familie med flere retssager uden retsligt grundlag, og alle da også tabt af Gisselfeld.

 

En af Jesper Petersens advokater på sagerne, Lars Urup Johansen, udtalte i forbindelse med de sidste domsforhandlinger i Ringsted og Haslev i september 2004, at det var den eneste boligretssag, som han havde kendskab til, hvor menneskerettighederne var krænket.

 

Ærgerligt, at Asger Søgaard Jørgensen og DNs lokalkomité ikke overværede denne retssag, hvor også f.eks. Dagbladet glimrede ved sit fravær, hvorved Haslev-lokalredaktør Susanne Søhuus’ ekstremt produktive, men yderst utroværdige ”journalistiske” skønmaleri af Gisselfeldbestyrelsen ikke fik ridser i lakken, så læsere af Søhuus’ fordrejede journalistik om forholdene på Gisselfeld siden 1996 kunne fastholdes i deres uvidenhed om virkelighedens verden)