En af forfatterne til bogen ”Kampen om det åbne land”, der for knapt 20 år siden var først med at beskrive revolutionen i landbruget hen imod et mindre rationelt dyrket landbrugsareal, og mere natur, advarer imod at uddele milliarder til naturgenopretning

af Jesper Petersen, miljøjournalist

Danmark er ramt af en veritabel naturgenopretningsbølge, der blev skudt i gang af Vandmiljøplan II fra 1998, der afsatte ½ milliard kroner til at oversvømme 160 km2 lavbundsjorde.  I efteråret besluttede regeringen at bruge yderligere 1 milliard kroner på naturgenopretning i de næste fire år.

Senest har et forslag om at kanalisere 1,5 milliarder danske EU-landbrugsstøttekroner over i bl.a. naturgenopretnings-projekter i de kommende år vundet bred støtte i EU, folketinget samt hos grønne organisationer som Naturfredningsforeningen (DN) og Ornitologisk Forening (DOF).

Imidlertid er der grund til at advare mod den populære naturgenopretnings-idé.

Dels fordi natursagen herved bliver koblet sammen med landbrugets helt igennem ubæredygtige spekulationscirkus, der årligt koster EU’s skatteborgere flere hundrede milliarder kroner og forårsager nød og elendighed for natur og miljø samt den 3. verden, med bl.a. voksende flygtningeproblemer i Europa til følge.

Dels fordi landbrug og natur står overfor voldsomme forandringer i den nærmeste fremtid. Eksempelvis øget kvælstofnedfald og ændrede regnmønstre, der vil problematisere eller umuliggøre naturgenopretningsplanerne for engenes truede fugle og natur.

Landbrugets astronomiske gæld

Lad os tage økonomien først. Dansk Landbrugs økonomi er mildest talt ude af balance. I 1999 advarede jeg i en kronik i dagbladet Aktuelt om erhvervets dengang forgældede situation og miljøfolkets manglende forståelse for landbrugserhvervets økonomiske realiteter. Den samlede gæld lød dengang på knapt 160 milliarder kroner. Renteudgifterne var på 10 milliarder og spiste en betragtelig del af landbrugets indtægt.

6½ år senere er det fallittruede erhverv rykket over 80 milliarder længere ud over afgrundens rand. 242 milliarder lyder dansk landbrugs gæld på i dag. Rentebyrderne æder i dag en væsentligt større del af indtægten end i 1999.

Hvem har gavn af det? Ikke engang erhvervet selv, der dag for dag affolkes og efterlades mere og mere livsforladt og spøgelsesagtigt. Miljøet selvsagt ikke. Og skatteborgerne absolut heller ikke. Ej heller verdens sultende befolkning.

Men to magtfulde samfundsgrupper skummer fløden: Dels de virksomheder, der producerer de mange dele til det mere og mere industrialiserede erhverv; maskiner, staldanlæg, gylletanke, kunstgødning m.m. Og – ikke mindst – dem, der finansierer erhvervets gæld.

For kreditinstitutterne er landbrugets gældshelvede en rigtig, rigtig fed forretning. Megastore lån til finansiering af de forskruede jordpriser, kunstigt forhøjet med de danske skatteborgeres milliardtilskud. Og jo højere jordpriser, jo større lån, jo tungere rentebyrder – og jo højere indtjening for bankerne. Og jo større skævhed i samfundet, plus forværrede forhold for naturen nationalt såvel som globalt.

I årevis har landbruget intensiveret produktionen til skade for miljøet; ikke for at producere mere mad til verden, men for at skaffe penge til de dyre lån. Det er absurd, uetisk og ubæredygtigt.

Dansk Landbrug er i dag i høj grad truet af fallit, både etisk, miljømæssigt og økonomisk, og ville umuligt kunne overleve i sin nuværende form uden massiv statsstøtte. Så længe man i EU ikke vil tage tyren ved hornene, er der flere gode argumenter for at lade erhvervet gå på tvangsauktion, frem for at komme et grundlæggende ubæredygtigt landbrugserhverv til undsætning. Også selvom krykker og brokbind er grønne.

Lad naturen regulere sig selv

Argumentet om at lade det moderne landbrug sejle sin egen sø, står endnu stærkere, når man inddrager de klima- og naturændringer, der med voksende hast og styrke anretter skader for stadig større summer, samt indskrænker mulighederne for traditionel landbrugsdrift. Ikke mindst i de lavtliggende områder, hvor både regering, opposition og grønne organisationer specifikt ønsker at mange millioner kroner i fremtiden skal anvendes til naturgenopretning.

Sidste år var endnu et rekordår for vejrbetingede katastrofer. Især tropiske orkaner i Atlanten og Caribien, der i 2005 nåede op på det højeste antal nogensinde. 26 i alt – fem flere end den hidtidige rekord. Også dette års orkansæson forventes at blive rigtig slem.

I Danmark har klimaændringerne allerede påbegyndt en naturlig naturgenopretningsproces, der i løbet af relativt få år fuldstændig vil overflødiggøre den ugennemtænkte, populære naturgenopretningsidé.

Øget afsmeltning fra klodens iskapper vil får vandstanden til at stige. En halv meter på de næste hundrede år vil eksempelvis Vesterhavet stige, mener de danske myndigheder.

”Det vil skabe problemer for de jyske fjorde”, udtalte direktøren for Kystdirektoratet sidste år. Set fra naturens synsvinkel er en sådan udvikling intet mindre end livgivende for fjorde og andre tilstødende vådområder plaget af for ringe vandudskiftning og for lav vandstand.

Inden denne udvikling slår igennem er en række andre forandringer blevet besværlige realiteter som vi må lære at leve med. For eksempel voksende vinterregns-mængder og mere skybrudsregn.

I foråret oversvømmedes store områder langs Donau og andre europæiske floder – et fænomen, der hjemsøger Europa, og andre dele af verden, med kortere og kortere mellemrum.

Nordjylland oplevede det lige før Sankt Hans skybrudsregn med oversvømmelser i bl.a. Ålborg. Næstved oplevede det en uge senere.

Bare indenfor de sidste par uger har skybrudsregn ramt Indonesien, Texas (millionbyen Houston oversvømmet), New Delhi og det Nordøstlige USA, hvor 104.000 km2 blev erklæret oversvømmelsestruet i de sidste dag af juni. Aller sidst i juni ødelagde kraftigt regnvejr i Rumænien 2.700 huse. I begyndelsen af juli dræbte skybrudsregn 5 mennesker i Syditalien og forårsagede store ødelæggelser.

Både skybrud om sommeren og våde vintre vil i Danmark forårsage oversvømmelser i lavtliggende jordområder og umuliggøre fremtidig kornavl her.

Denne udvikling er allerede i gang, og sammen med de lave priser på korn har den intensive og naturødelæggende landbrugsdrift, der i årtier har redet naturen i åer, enge og moser som en mare, ingen fremtid her. Den absurde realitet er, at befolkningens og naturorganisationernes støtte til naturgenopretning i virkeligheden er landbrugserhvervets ubetingede bedste (økonomiske) håndsrækning som tingen står. Men fra naturens synsvinkel i dobbelt forstand at gå over åen for at få vand.

Frem for hundredevis af millioner til ugennemtænkt naturgenopretning burde DN, DOF og politikere med naturens ve og vel på sinde meget hellere arbejde for at al landbrugsdrift bliver økologisk. Lavtliggende jorde bør helt udtages af landbrugsdrift og braklagte, højereliggende jorde bør inddrages til produktion af (økologisk) biobrændsel og andre landbrugsprodukter, der er reelt brug for, og som ikke bare produceres for at servicere kreditinstitutternes spekulationscirkus.

En sådan politik ville have sammenhængskraft og styrke både samfund, økonomi og natur på samme tid.

Perspektivløse grønne foreninger

Priserne på konventionelle landbrugsprodukter er faldet støt i de sidste mange år med arbejdsløshed og affolkning i landdistrikterne til følge. De økonomiske interesser, der har efterladt store dele af dansk landbrug og Danmarks miljø i ruiner, er i dag i høj grad flyttet til Østeuropa – eller ved at gøre det. Kapitalstærke landmænd fra Vesten vælter i disse år ind over Østeuropas grænser og opkøber kvadratkilometer efter kvadratkilometer af hidtil økologisk drevet landbrug, med stor naturrigdom, til spotpriser. Befriet for irriterende og omkostningstungt bureaukrati. F.eks. i Polen, hvor noget af Europas frugtbareste landbrugsjord findes, kan vestlige investorer bekvemt etablere enorme svinefabrikker, som man måske så det i DR-tvprogrammet ”Svineriget” i vinter.

Eller industrilandbruget rykker endnu længere østpå. I Kina er 40 procent af det enorme lands vådområder forsvundet på grund af afvanding og landbrug, skrev gratisavisen Urban i marts.

Sydøstasiens største flod, den 4.800 km lange Mekong, der løber igennem 6 lande, er der aktuelt stærke økonomiske og politiske kræfter, som ønsker at tæmme a la Kinas store flod, Yangtze.

Og på samme måde som de 38.000 km danske åløb (ud af i alt 40.000 km) som Hedeselskabet nåede at uddybe og rette ud til lige kanaler, inden der ikke var flere lige streger at slå, og selv landbrugets naturødelæggende entreprenører indså, at det var en langt smartere idé at hoppede med på naturgenopretningsbølgen.

Mange véd ikke, at vi i Danmark kun undtagelsesvist lader naturen genoprette sig selv, men sådan er den molboagtige kendsgerning. Efter at have spoleret de fleste danske åer, scorer Hedeselskabet og andre entreprenører i disse år kassen på maskinelt at bugte åerne igen. Noget naturen kunne have gjort ganske gratis. Lidt langsommere ganske vidst, men når vi alligevel har ventet et halvt århundrede eller mere, så kunne vi vel også vente nogle få år mere. Når det nu er gratis på den måde. Og bedre.

                                   (slut)

(Trykt i Politiken i juli 2006)