Grønne organisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Ornitologisk Forening svigter fælt i debatten om den populære men dybt problematiske naturgenopretnings-trend.

Læs miljøjournalist Jesper Petersens to kronikker fra 2007 og 2006 trykt i hhv. dagbladet Politiken og Information – men ignoreret af Naturfredningsforeningen og Ornitologisk Forening.

I 2006 og 2007 skrev talsmand for Holmegaard Mose Komiteen, Jesper Petersen, to kronikker om Folketingets storstilede naturgenopretningsplaner, ivrigt støttet af grønne organisationer som Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dansk Ornitologisk Forening (DOF). Kronikkerne blev trykt i henholdsvis dagbladet Politiken i sommeren 2006, samt dagbladet Information i sommeren 2007, og ses længere nede på siden her. Imidlertid ønskede hverken DOFs eller DNs ledelser at kommenterer debatindlæggene fra miljøjournalist og ornitolog Jesper Petersen, endsige tale med ham, da han i oktober 2005 rettede henvendelse til DOF via hovedbestyrelsesmedlem Henrik Wejdling, for at få drøftet regeringens aktuelle regeringsbeslutning om økonomiske støtte på 1 milliard kroner til naturgenopretning på spekulationslandbrugets vilkår.

Både i 2006 og 2007 forblev Jesper Petersens indsigtsfulde kritik i det store og hele fuldkommen ignoreret. Samtlige Jesper Petersens breve til DN, inklusiv hans tilbud om at fri brug af hans kronikker i DN og DOFs medlemsblade, forblev ubesvarede. Sagen viser i hvor høj grad de to politisk succesfulde naturbeskyttelses-organisationer styres fra toppen, som effektivt undertrykker en åben debat, når den vurderes truende for organisationernes politiske position. Men at Jesper Petersens debatindlæg internt skabte røre, slap ved en underfundig fejl ud om via et hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Ornitologisk Forening. Hans Meltofte kom således til også at videresende en intern e-mail til den øvrige hovedbestyrelse til Jesper Petersen. I mailen appellerede Meltofte til hovedbestyrelsesmedlem Henrik Wejdling om ikke at  forlade DOF-ledelsen, hvilket Wejdling tilbød at gøre ifald hovedbestyrelsen fandt, at han havde handlet forkert, da han valgte at  ignorere det forslag til dialog Jesper Petersen tilbage i 2005 sendte til Wejdling og DOF.

Siden sommeren 2007 har den virkelighed, som DOF og DN officielt siger at havde som sit grundlag – naturen – yderligere tydeliggjort de molboproblemer den politisk populære naturgenopretnings-strategi indeholder. Hele året 2007 blev således rekordvådt, inklusiv sommeren, med medfølgende problemer for udbytte og høst. I hver anden kornmark på Sjælland var der i efteråret uhøstet korn i de lavtliggende partier, til glæde for blandt andre efterårets og vinterens svenske, norske og finske sangsvaner, der mæskede uhøstet korn i sig, spredt i småflokke ud over Danmark fra slutningens af oktober. Vinteren 2007/08 blev den fjerde varmeste i DMIs historie, og det bliver uhyre spændende at se, hvordan sommervejret 2008 vil udarte sig. I Holmegaard Mose-området er problematikken med naturgenopretning særlig relevant.

I de senere år har myndigheder, ejere og grønne organisationer drøftet naturgenopretning af Porsmoseengene på initiativ af først og fremmest Gisselfeld, der ovenpå den store økonomiske succes med VMP II-projektet i Gødstrup Sø etableret sidst i 2003, for alvor har fået øjnene op for de økonomiske og PR-mæssige muligheder frivillig ”naturgenopretning” rummer. Holmegaard Mose Komiteen har grundigt advaret mod at fortsætte den ugennemtænkte ”naturgenopretning” i Holmegaard Mose-området. Sporene fra det ugennemtænkte Gødstrup Sø VMP II-projekt skræmmer. Projektet har foreløbigt kostet skatteborgerne cirka 3 millioner kroner uden at sikre søens mishandlede ynglefugle ordentlige leveforhold.

Læs mere under afsnittet ”Gødstrup Sø” den grundige gennemgang af det i høj grad naturskadelige og ekstremt bekostelige sø-projekt.

(April 2008)

Lad naturen genoprette sig selv

En af forfatterne til bogen ”Kampen om det åbne land”, der for knapt 20 år siden var først med at beskrive revolutionen i landbruget hen imod et mindre rationelt dyrket landbrugsareal, og mere natur, advarer imod at uddele milliarder til naturgenopretning

af Jesper Petersen, miljøjournalist 

Danmark er ramt af en veritabel naturgenopretningsbølge, der blev skudt i gang af Vandmiljøplan II fra 1998, der afsatte ½ milliard kroner til at oversvømme 160 km2 lavbundsjorde.  I efteråret besluttede regeringen at bruge yderligere 1 milliard kroner på naturgenopretning i de næste fire år.

Senest har et forslag om at kanalisere 1,5 milliarder danske EU-landbrugsstøttekroner over i bl.a. naturgenopretnings-projekter i de kommende år vundet bred støtte i EU, folketinget samt hos grønne organisationer som Naturfredningsforeningen (DN) og Ornitologisk Forening (DOF).

Imidlertid er der grund til at advare mod den populære naturgenopretnings-idé.

Dels fordi natursagen herved bliver koblet sammen med landbrugets helt igennem ubæredygtige spekulationscirkus, der årligt koster EU’s skatteborgere flere hundrede milliarder kroner og forårsager nød og elendighed for natur og miljø samt den 3. verden, med bl.a. voksende flygtningeproblemer i Europa til følge.

Dels fordi landbrug og natur står overfor voldsomme forandringer i den nærmeste fremtid. Eksempelvis øget kvælstofnedfald og ændrede regnmønstre, der vil problematisere eller umuliggøre naturgenopretningsplanerne for engenes truede fugle og natur.

Landbrugets astronomiske gæld

Lad os tage økonomien først. Dansk Landbrugs økonomi er mildest talt ude af balance. I 1999 advarede jeg i en kronik i dagbladet Aktuelt om erhvervets dengang forgældede situation og miljøfolkets manglende forståelse for landbrugserhvervets økonomiske realiteter. Den samlede gæld lød dengang på knapt 160 milliarder kroner. Renteudgifterne var på 10 milliarder og spiste en betragtelig del af landbrugets indtægt.

6½ år senere er det fallittruede erhverv rykket over 80 milliarder længere ud over afgrundens rand. 242 milliarder lyder dansk landbrugs gæld på i dag. Rentebyrderne æder i dag en væsentligt større del af indtægten end i 1999.

Hvem har gavn af det? Ikke engang erhvervet selv, der dag for dag affolkes og efterlades mere og mere livsforladt og spøgelsesagtigt. Miljøet selvsagt ikke. Og skatteborgerne absolut heller ikke. Ej heller verdens sultende befolkning.

Men to magtfulde samfundsgrupper skummer fløden: Dels de virksomheder, der producerer de mange dele til det mere og mere industrialiserede erhverv; maskiner, staldanlæg, gylletanke, kunstgødning m.m. Og – ikke mindst – dem, der finansierer erhvervets gæld.

For kreditinstitutterne er landbrugets gældshelvede en rigtig, rigtig fed forretning. Megastore lån til finansiering af de forskruede jordpriser, kunstigt forhøjet med de danske skatteborgeres milliardtilskud. Og jo højere jordpriser, jo større lån, jo tungere rentebyrder – og jo højere indtjening for bankerne. Og jo større skævhed i samfundet, plus forværrede forhold for naturen nationalt såvel som globalt.

I årevis har landbruget intensiveret produktionen til skade for miljøet; ikke for at producere mere mad til verden, men for at skaffe penge til de dyre lån. Det er absurd, uetisk og ubæredygtigt.

Dansk Landbrug er i dag i høj grad truet af fallit, både etisk, miljømæssigt og økonomisk, og ville umuligt kunne overleve i sin nuværende form uden massiv statsstøtte. Så længe man i EU ikke vil tage tyren ved hornene, er der flere gode argumenter for at lade erhvervet gå på tvangsauktion, frem for at komme et grundlæggende ubæredygtigt landbrugserhverv til undsætning. Også selvom krykker og brokbind er grønne.

Lad naturen regulere sig selv

Argumentet om at lade det moderne landbrug sejle sin egen sø, står endnu stærkere, når man inddrager de klima- og naturændringer, der med voksende hast og styrke anretter skader for stadig større summer, samt indskrænker mulighederne for traditionel landbrugsdrift. Ikke mindst i de lavtliggende områder, hvor både regering, opposition og grønne organisationer specifikt ønsker at mange millioner kroner i fremtiden skal anvendes til naturgenopretning.

Sidste år var endnu et rekordår for vejrbetingede katastrofer. Især tropiske orkaner i Atlanten og Caribien, der i 2005 nåede op på det højeste antal nogensinde. 26 i alt – fem flere end den hidtidige rekord. Også dette års orkansæson forventes at blive rigtig slem.

I Danmark har klimaændringerne allerede påbegyndt en naturlig naturgenopretningsproces, der i løbet af relativt få år fuldstændig vil overflødiggøre de ugennemtænkte den populære naturgenopretnings-idé.

Øget afsmeltning fra klodens iskapper vil får vandstanden til at stige. En halv meter på de næste hundrede år vil eksempelvis Vesterhavet stige, mener de danske myndigheder.

”Det vil skabe problemer for de jyske fjorde”, udtalte direktøren for Kystdirektoratet sidste år. Set fra naturens synsvinkel er en sådan udvikling intet mindre end livgivende for fjorde og andre tilstødende vådområder plaget af for ringe vandudskiftning og for lav vandstand.

Inden denne udvikling slår igennem er en række andre forandringer blevet besværlige realiteter som vi må lære at leve med. For eksempel voksende vinterregns-mængder og mere skybrudsregn.

I foråret oversvømmedes store områder langs Donau og andre europæiske floder – et fænomen, der hjemsøger Europa, og andre dele af verden, med kortere og kortere mellemrum.

Nordjylland oplevede det lige før Sankt Hans skybrudsregn med oversvømmelser i bl.a. Ålborg. Næstved oplevede det en uge senere.

Bare indenfor de sidste par uger har skybrudsregn ramt Indonesien, Texas (millionbyen Houston oversvømmet), New Delhi og det Nordøstlige USA, hvor 104.000 km2 blev erklæret oversvømmelsestruet i de sidste dag af juni. Aller sidst i juni ødelagde kraftigt regnvejr i Rumænien 2.700 huse. I begyndelsen af juli dræbte skybrudsregn 5 mennesker i Syditalien og forårsagede store ødelæggelser.

Både skybrud om sommeren og våde vintre vil i Danmark forårsage oversvømmelser i lavtliggende jordområder og umuliggøre fremtidig kornavl her.

Denne udvikling er allerede i gang, og sammen med de lave priser på korn har den intensive og naturødelæggende landbrugsdrift, der i årtier har redet naturen i åer, enge og moser som en mare, ingen fremtid her. Den absurde realitet er, at befolkningens og naturorganisationernes støtte til naturgenopretning i virkeligheden er landbrugserhvervets ubetingede bedste (økonomiske) håndsrækning som tingen står. Men fra naturens synsvinkel i dobbelt forstand at gå over åen for at få vand.

Frem for hundredvis af millioner til ugennemtænkt naturgenopretning burde DN, DOF og politikere med naturens ve og vel på sinde meget hellere arbejde for at al landbrugsdrift bliver økologisk. Lavtliggende jorde bør helt udtages af landbrugsdrift og braklagte, højereliggende jorde bør inddrages til produktion af (økologisk) biobrændsel og andre landbrugsprodukter, der er reelt brug for, og som ikke bare produceres for at servicere kreditinstitutternes spekulationscirkus.

En sådan politik ville have sammenhængskraft og styrke både samfund, økonomi og natur på samme tid.

Perspektivløse grønne foreninger

Priserne på konventionelle landbrugsprodukter er faldet støt i de sidste mange år med arbejdsløshed og affolkning i landdistrikterne til følge. De økonomiske interesser, der har efterladt store dele af dansk landbrug og Danmarks miljø i ruiner, er i dag i høj grad flyttet til Østeuropa – eller ved at gøre det. Kapitalstærke landmænd fra Vesten vælter i disse år ind over Østeuropas grænser og opkøber kvadratkilometer efter kvadratkilometer af hidtil økologisk drevet landbrug, med stor naturrigdom, til spotpriser. Befriet for irriterende og omkostningstungt bureaukrati. F.eks. i Polen, hvor noget af Europas frugtbareste landbrugsjord findes, kan vestlige investorer bekvemt etablere enorme svinefabrikker, som man måske så det i DR-tvprogrammet ”Svineriget” i vinter.

Eller industrilandbruget rykker endnu længere østpå. I Kina er 40 procent af det enorme lands vådområder forsvundet på grund af afvanding og landbrug, skrev gratisavisen Urban i marts.

Sydøstasiens største flod, den 4.800 km lange Mekong, der løber igennem 6 lande, er der aktuelt stærke økonomiske og politiske kræfter, som ønsker at tæmme a la Kinas store flod, Yangtze.

Og på samme måde som de 38.000 km danske åløb (ud af i alt 40.000 km) som Hedeselskabet nåede at uddybe og rette ud til lige kanaler, inden der ikke var flere lige streger at slå, og selv landbrugets naturødelæggende entreprenører indså, at det var en langt smartere idé at hoppede med på naturgenopretningsbølgen.

Mange véd ikke, at vi i Danmark kun undtagelsesvist lader naturen genoprette sig selv, men sådan er den molboagtige kendsgerning. Efter at have spoleret de fleste danske åer, scorer Hedeselskabet og andre entreprenører i disse år kassen på maskinelt at bugte åerne igen. Noget naturen kunne have gjort ganske gratis. Lidt langsommere ganske vidst, men når vi alligevel har ventet et halvt århundrede eller mere, så kunne vi vel også vente nogle få år mere. Når det nu er gratis på den måde. Og bedre.

                   (Slut. Sommer 2006)

Grønne molboer redder landbrugets bagmænd – ikke naturen

af Jesper Petersen, miljøjournalist og ornitolog

Tiden er forpasset for den storstilede naturgenopretning af lavtliggende marker, som Folketinget for 1½ år siden vedtog at støtte med yderligere 1 milliard skattekroner.

Den rekordstore økonomiske støttebevilling til at opgive korndyrkning i, og afvanding af, en stor del af Danmarks mange tusind hektar lavtliggende marker kommer alt for sent, og vil reelt kun hjælpe banker og pengemænd bag landbruget.

Taberne er først og fremmest skatteborgerne og samfundet bredt set.

Naturen tager selvfølgelig ikke direkte skade af at få hjælp til igen at blive våd og naturlig, men de grønne organisationer, og alle velmenende naturvenner, begår en alvorlig fejl ved at støtte op om den ekstremt dyre naturgenopretning, der er helt unødvendig, fordi naturen med de fremadskridende klimaændringer helt gratis selv er i gang med at gøre dét arbejde, som landbrug og entreprenører i de kommende 2-3 år ser frem til at score kassen på.

Vi har allerede i flere år set forstadierne til den naturlige naturgenopretning. For eksempel den forgangne vinter, der også herhjemme satte stribevis af nedbørs- og varmerekorder. Og vi ser netop nu med junis nedbørsrekord på 124 mm., samt en juli, der er godt på vej til også at blive rekordvåd, en dramatisk naturlig udvikling, der er stærkt på vej til helt at umuliggøre dyrkning af lavtliggende arealer, som landbruget i et halvt århundrede har dyrket korn i.

Denne sommer er Storbritannien foreløbigt hårdest ramt af de forøgede nedbørsmængder i Nordvesteuropa. Forskere offentliggjorde i juli den første bearbejdning af alle engelske nedbørsdata fra 1925 til 1999, der slår fast at nedbøren år for år er øget siden 1925. Samt at den forøgede regn efter al  sandsynlighed er menneskeskabt, og skyldes den forøgede afbrænding af fossile brændstoffer og den voksende mængde af CO2 i atmosfæren.

33 milliarder kroner vurderede Reuter ifølge et nyhedstelegram fra DR den 24. juli at de engelske oversvømmelser indtil da ville komme til at koste.

Den aktuelle oversvømmelse i England og Wales kan sammenlignes med den store oversvømmelseskatastrofe i Centraleuropa i sommeren 2002, hvor bl.a. Tjekkiets hovedstad, Prag, blev vandskadet for milliarder af kroner, da floden Moldau – sammen med en række andre europæiske floder – gik over sine bredder.

Eksperter vurderer ifølge Danmarks Radio og Politiken, at nedbøren i Danmark er steget fra 650 til 750 mm årligt, og at denne udvikling – der ifølge en artikel i det ansete tidsskrift Nature den 25. juli for 50-85 procents vedkommende skyldes vores udledning af drivhusgasser – vil fortsætte.

Når grønne organisationer alligevel jublende saluterer Folketingets ukloge beslutning om yderligere at forære 1 milliard skattekroner til landbruget, er det et bekymrende eksempel på at selv grønne organisationer, der betegner sig ”naturens vagthund” og ”naturens advokat”, i disse mere og mere topstyrede politiske/økonomiske tider kan være aldeles uforstandige til at varetage naturens interesser.

I de sidste 30 år har jeg aktivt deltaget i arbejdet med at få Danmarks mange ødelagte vådområder genskabt som de naturperler de var før Dalgas og landbrugets afvandings-vanvid omdannede trefjerdedel af Danmarks søer, moser, enge og åer til tørre kornmarker og snorlige kanaler berøvet deres oprindelige naturrigdom. Hvorved grundstenen blev lagt blandt andet til de miserable ilt- og livsforhold i vores indre farvande, der i 2002 foreløbigt kulminerede med 200.000 tons bunddyrs kvælningsdød i de indre danske farvande.

Jeg er medforfatter til bogen ”Kampen om det åbne land” fra 1987, der er Danmarks første bog om den grønne bølge, der for godt og vel 20 år siden skyllede hen over det åbne landet og med braklægning varslede nye tider for det moderne landbrug, der ”havde sejret sig ihjel” og var plaget af overskudslagre og faldende priser. Dengang var der fornuft i at stoppe dyrkning – og afvanding – af Danmarks lavtliggende jorde, og lade vådområdenaturen genopstå her. Men desværre var det dengang ikke i tilstrækkelig grad politisk gennemførligt.

Nu er det så blevet politisk og økonomisk muligt, men gavner til gengæld ikke længere naturen i tilstrækkelig grad.

Takket være molboagtige grønne organisationer er landbrugets magtfulde og snu bagmænd nu blot ved at sikre sig en ekstremt favorabel forretning, der ud over at komme den udsigtsløse korndyrkning på lavtliggende jorde til undsætning, ydermere ganske gratis forærer landbruget en attraktiv, grøn glorie, der retter op på dets dårlige renommé.

Grønne molboer, en forkert tænkt biobrændselspolitik samt den nævnte halve milliard skattekroner i statsstøtte til at opgive dyrkningen af lavtliggende jorde, giver kreditorerne bag det gældsatte landbrug al mulig grund til at grine hele vejen til banken (som de i øvrigt allerede bestyrer!).

I virkelighedens barske verden er den aktuelle molbonaturgenopretning et skræmmende eksempel på hvor svært det er at gennemføre biologisk og samfundsøkonomisk bæredygtige forandringer i et indflydelsesrigt landbrugserhverv. Med en gældsbyrde på ca. en kvart billion kroner er snesevis af milliarder (årligt cirka en tredjedel af erhverves samlede indtægt) i de sidste mange år gået til at betale renter til kreditorerne og spekulanterne bag industrilandbruget.

Selvom grønne organisationer som DOF og DN med god ret kan argumenterer at det opnåede er det bedste i den nuværende politiske/økonomiske realitet, er resultatet reelt så åbenlyst svagt set fra naturens synsvinkel, at enhver ægte naturven må bekymres; også af den omstændighed, at kun få overhovedet ønsker at forholde sig til de åbenlyse problemer i de aktuelle naturgenopretning af lavtliggende jorde.

Tilsyneladende er de grønne organisationer, der påstår at de repræsenterer naturen, efter mange års politisk medindflydelse, i dag  så modellerede af livet i magtens korridorer, at de i vid udstrækning har glemt deres udspring – naturen.

Jeg skrev sidste år en kommentar om dette vigtige og alt for udebatterede emne. Dagbladet Politiken trykte det i en let forkortet version. Pr. brev sendte jeg min kommentar til miljøministeren, alle Folketingets miljøpolitiske ordfører samt DOFs og DNs ledelser. Tre reagerede på min henvendelse: DOF, Steen Gade og miljøminister Connie Hedegaard. Sidstnævnte skrev dog blot, at hun ikke ønskede at kommentere min kritik.

Ingen af de to svar forholdt sig til mit hovedargument: At naturen selv er godt i gang med gratis at genoprettet den natur Folketinget har bevilget milliarder af skattekroner til at genoprette og ”redde”.

På baggrund af endnu et år med fremadskridende klimaændringer, der yderligere har umuliggjort dyrkningen af lavtliggende jorde, har jeg nu atter skrevet til alle dem jeg sidste år henvendte mig til. Og venter spændt på om de indflydelsesrige politikere og grønne organisationer ovenpå endnu en rekordvåd vinter og sommer nu vil forholde sig til virkeligheden – naturens, forstås.

                        (Slut. Sommer 2007)