Grønne molboer

– redder landbrugets bagmænd, ikke naturen

af Jesper Petersen, miljøjournalist og ornitolog

Tiden er forpasset for den storstilede naturgenopretning af lavtliggende marker, som folketinget for 1½ år siden vedtog at støtte med yderligere 1 milliard skattekroner.

Naturen tager selvfølgelig ikke direkte skade af at få hjælp til igen at blive våd og naturlig, men de grønne organisationer, og alle velmenende naturvenner, begår alligevel en stor fejl ved at støtte op om den ekstremt dyre naturgenopretning, der er helt unødvendig, fordi naturen med de fremadskridende klimaændringer helt gratis selv er i gang med at gøre dét arbejde, som landbrug og entreprenører i de kommende 2-3 år ser frem til at score kassen på.

Vi har allerede i flere år set forstadierne til den naturlige naturgenopretning. For eksempel den forgangne vinter, der også herhjemme satte stribevis af nedbørs- og varmerekorder. Og vi ser netop nu med junis nedbørsrekord på 124 mm, samt en juli, der er godt på vej til også at blive ekstremt våd, en dramatisk naturlig udvikling, der er stærkt på vej til at umuliggøre dyrkning af lavtliggende jorde.

Eksperter vurderer, at nedbøren i Danmark er steget fra 650 til 750 mm årligt, og at denne udvikling – der ifølge en artikel i det ansete tidsskrift Nature den 25. juli for 50-85 procents vedkommende skyldes vores udledning af drivhusgasser – vil fortsætte.

Denne sommer er Storbritannien foreløbigt det europæiske land, der er hårdest ramt af de forøgede nedbørsmængder. Forskere offentliggjorde i juli den første bearbejdning af alle engelske nedbørsdata fra 1925 til 1999, der slår fast at nedbøren år for år er øget.

Over 20 milliarder ansloges den britiske oversvømmelse at komme til at koste, da den første flodbølge ramte omkring den 23. juli. Katastrofen kan sammenlignes med den store oversvømmelseskatastrofe i Centraleuropa i sommeren 2002, hvor bl.a. Tjekkiets hovedstad, Prag, blev vandskadet for milliarder af kroner, da floden Moldau – sammen med en række andre europæiske floder – gik over sine bredder.

Når grønne organisationer trods de meteorologiske kendsgerninger alligevel jublende saluterer folketingets ukloge beslutning om yderligere at forære 1 milliard skattekroner til landbruget, er det et bekymrende eksempel på at selv grønne organisationer, der betegner sig ”naturens vagthund” og ”naturens advokat”, i disse mere og mere topstyrede politiske/økonomiske tider kan være aldeles uforstandige til at varetage naturens interesser.

I de sidste 30 år har jeg aktivt deltaget i arbejdet med at få Danmarks mange ødelagte vådområder genskabt som de naturperler de var før Dalgas og landbrugets afvandings-vanvid omdannede trefjerdedel af Danmarks søer, moser, enge og åer til tørre kornmarker og snorlige kanaler berøvet deres oprindelige naturrigdom. Hvorved grundstenen blev lagt blandt andet til de miserable ilt- og livsforhold i vores indre farvande, der i 2002 – ifølge DMU – foreløbigt kulminerede med 400.000 tons bunddyrs kvælningsdød i de indre danske farvande.

Jeg er medforfatter til bogen ”Kampen om det åbne land” fra 1987, der er Danmarks første bog om den grønne bølge, der for godt og vel 20 år siden skyllede hen over det åbne landet og med braklægning varslede nye tider for det moderne landbrug, der ”havde sejret sig ihjel” og var plaget af overskudslagre og faldende priser. Dengang var der fornuft i at stoppe dyrkning – og afvanding – af Danmarks lavtliggende jorde, og lade vådområdenaturen genopstå her. Men desværre var det dengang ikke i tilstrækkelig grad politisk gennemførligt.

Nu er det så blevet politisk og økonomisk muligt, men gavner til gengæld ikke længere naturen i tilstrækkelig grad.

Takket være molboagtige grønne organisationer er landbrugets magtfulde og snu bagmænd nu blot ved at sikre sig en ekstremt favorabel forretning, der ud over at komme den udsigtsløse korndyrkning på lavtliggende jorde til undsætning, ydermere ganske gratis forærer landbruget en attraktiv, grøn glorie til at rette op på erhvervets dårlige renommé.

Grønne molboer, en forkert tænkt biobrændselspolitik samt den nævnte milliard skattekroner i statsstøtte til at opgive dyrkningen af lavtliggende jorde, giver kreditorerne bag det gældsatte landbrug al mulig grund til at grine hele vejen til banken (som de i øvrigt allerede bestyrer!).

I virkelighedens barske verden er den aktuelle molbonaturgenopretning et skræmmende eksempel på hvor svært det er at gennemføre biologisk og samfundsøkonomisk bæredygtige forandringer i et indflydelsesrigt landbrugserhverv. Med en gældsbyrde på ca. en kvart billion kroner er snesevis af milliarder i de sidste mange år gået til at betale renter til kreditorerne og spekulanterne bag industrilandbruget. Gælden er alligevel øget – fra 1999 til 2006 ca. 80 milliarder – til glæde alene for kreditorernes fede gældsforretning.

                                            SLUT

(Trykt i dagbladet Information i sommer 2007)