Miljøministeriet: Et eksempel på direkte dårlig forvaltning af et EF-fuglebeskyttelsesområde

 ”Holmegaard Mose er af de få eksempler på direkte dårligt forvaltet EF-fuglebeskyttelsesområde”, skrev Miljøministeriets Skov- og Naturstyrelse i sin rapport fra 1990 om ”Fuglene i internationale beskyttelsesområder i Danmark”.

Den 175 sider store rapport gjorde samlet status over tilstanden Danmarks 27 Ramsar- og 111 EF-fuglebeskyttelses-områder, baseret på overvågning i en 3-årige periode fra april 1987 til juli 1989.

Skov- og Naturstyrelsens konklusion for EF-fuglebeskyttelseslokalitet nr.91 var ikke til at tage fejl af:

”Både ynglende og rastende fugle bydes ringe kår grundet intensiv og ikke-hensynsfuld drift af området..

De rastende fugle generes tillige af en særdeles intensiv jagt i det lille område. Amtet planlægger dog p.t. en bedre regulering af færdslen i området, men planen kommer desværre nok ikke til at omfatte den særdeles intensive og forstyrrende jagtudøvelse. Det anbefales derfor, at der ad andre kanaler tages skridt til at reducere jagttrykket, så området kan leve op til udpegningen som EF-fuglebeskyttelsesområde.”

Og under rapportens afsluttende sammenfatning hed det:

”For at leve op til målsætningen for udpegningen synes opmærksomheden særligt at skulle rettes mod afvanding, opdyrkning og tilgroning af strandenge og ferske enge, samt bekæmpelsen af eutrofieringen af såvel salte, brakke og ferske vande. Dette er temmelig generelle problemer, som ikke alene vedrører Ramsar- og EF-fuglebeskyttelsesområderne, men som dér kan anses for særligt alvorlige. Det samme synspunkt gælder endvidere for vandfuglejagten, der bør omfattes af en strammere regulering indenfor Ramsar-områder og de EF-lokaliteter, der er udpeget af hensyn til rastende og overvintrende vandfugle.” (Hvilket Mosen netop er. Red.)

Miljøministeriets klare appeller fra 1990 om bedre forhold for de EF-beskyttede fugle fik imidlertid aldrig nogen effekt. Stærkere kræfter i det danske samfund sørgede for at den forkerte udvikling fortsatte i Mosen. Over et kvart århundrede senere er lidelseshistorien for Mosens fugle blevet endnu længere end i 1990, om end der også er sket forbedringer. Først og fremmest er der skabt markant forbedrede levevilkår for trækkende vandfugle i Gødstrup Sø.

På baggrund af Miljøministeriets sammenfattende kommentar er det særligt graverende, at Holmegaard Mose-områdets internationalt beskyttede fugleliv siden 1990 fortsat er blevet – og bliver – budt urimelige livsforhold, i lodret strid med EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv.

De grønne organisationers og Skov- og Naturstyrelsens beslutning i slutningen af 1990’erne om at Holmegaard Mose-området skulle rubriceres i et mindretal af EF-fuglebeskyttelseslokaliteter, hvor jagtregulering IKKE var nødvendig, fremstår på den ovenfor beskrevne baggrund endnu mere forkert, og afslører igen hvordan stærke kræfter i det danske samfund atter havde held med at sabotere at Mosens fugle opnåede dén beskyttelse, som besluttet af EU samt også af det danske miljøministerium; i hvert fald i 1990.

I denne sammenhæng skal opmærksomheden henledes på først og fremmest Danmarks Naturfredningsforenings fagligt inkompetente arbejde i forbindelse med udpegelsen af EF-fuglebeskyttelsesområdernes jagtfrie kerneområder.

Læs mere i kapitlet ”Det politiske spil om Mosen” historierne ”Referat af DN-Mosegruppemøde 13. januar 2000” og ”Moseekspert fik silkesnoren af DN i foråret 2000”.

Se nedenfor hvad Miljøministeriet skrev i sin rapport fra 1990 om Holmegaard Mose-området under rapportens lokalitetsgennemgang: