Naturfrednings-forening svigter naturen (2002)

Med det formålsløse fredningsmøde om Gødstrup Sø den 4. september forlænges 24 års tragikomiske bureaukrati, magtkamp og ubæredygtig naturforvaltning endnu engang. Til maj næste år starter ødelæggelse af sø og fugleliv formentlig igen – for 4. gang i de sidste fem år.

Kommentar af Jesper Petersen, september 2002

I et 24 år langt – og for naturen dybt tragisk og ødelæggende forløb – valgte DN i juni at rejse en fredningssag for Gødstrup Sø på netop det eneste tidspunkt, hvor det var meningsløst. Udenforstående vil nok fortolke det som et beklageligt tilfælde, men faktum er, at det formålsløse fredningsmøde d.4/9-02 var en yderst forudsigeligt konsekvens af et langt, inkompetente forarbejde.

Danmarks Naturfredningsforening har kort og godt ikke været dygtig nok og derfor uden gennemslagskraft overfor den slags modstandere naturen står overfor i tilfældet Gødstrup Sø. Det betaler naturen på 24. år en høj pris for, og DN dumper fælt i sin selvudnævnte rolle som naturens vagthund.

Det beklagelige faktum er, at DN for længst kunne – og burde – have stoppet fuglemassakrerne i Gødstrup Sø – men i stedet har snorksovet i timen.

“Vi har tænkt os godt om, kan du tro”, lød det ellers selvtilfreds fra DNs lokale medlem, Thorbjørn Stoltze, da han under den del af fredningsmødet, der foregik i Gødstrup Sø, fik sig en snak med Skov- og Naturstyrelsens repræsentant, Else Marie Stamphøj, der kender Gødstrup Sø-sagen indgående fra sin tid som embedsmand indtil for få år siden i Storstrøms amts Natur- og Plankontor.

Thorbjørn Stoltze uddybede sin selvros: “Vi har i DN udvist udstrakt tålmodighed med amtets arbejde med at nå en frivillig aftale, det såkaldte VMP II-projekt, men sagen var til sidst den, at dette projekt var dødt. Børge Jensen (Storstrøms amts VMP II-mand. Red.) havde nærmest opgivet. Så skete der pludselig det, at Gisselfeld skiftede bestyrelse – og i juni meddeler den nye bestyrelse så, at man har skiftet holdning i sagen, men på det tidspunkt havde vi startet fredningssagen, fordi vi følte at vi simpelthen ikke kunne vente længere. Og vore fredningsforslag er jo ikke til hinder for at man gennemfører det gamle vandmiljøprojekt.”

Else Marie Stamphøj var uenig og sagde: “En frivillig løsning er det bedste, og jeg mener, at retsvirkningen kolliderer, når man med en fredningssag stopper pumpen senest til nytår.”

Også lodsejere, amt og Fredningsnævn var uenig med DN. Fredningsforslaget blev således enstemmigt afvist på fredningsnævnsmødet d.4. september. Pumpen stoppes dermed ikke til nytår som DN havde lagt op som et minimumskrav. Konsekvensen bliver formentlig endnu en tragisk fuglemassakre til næste år.

Også jeg er uenig med DN. Men dog af andre grunde. Jeg mener, at naturfredningsforeningen har svigtet fælt som naturens vagthund og advokat – som foreningen ambitiøst betegner sig selv – og bærer et særlig stort medansvar for de sidste tre ulykkelige naturmassakrer i Gødstrup Sø. Det, Thorbjørn Stoltze kalder udstrakt tålmodighed med amtet udsigtsløse Sisyfosarbejde med at finde en frivillig løsning, kalder jeg inkompetent naturbeskyttelsesarbejde.

Når jeg tillader mig at kritisere DN så skarpt, skyldes det en meget konkret indgangsvinkel til sagen. I efteråret 1997 var en væsentlig drivkraft bag dannelsen af en DN-baseret “mosegruppe” med det mål at få oplyst om – og ændret – de uacceptable forhold for naturen i et af Danmarks mest bevaringsværdige naturområder; hele det ca.20 km2 Holmegaard Mose-område som Gødstrup Sø er den østlige udkant af, men i takt med arbejdet blev intensiveret, blev min ledende rolle fra centralt hold stækket. Både for de københavnske naturbureaukrater i faste, vellønnede stillinger, og modparten, der skulle forhandles med, var min indsigt tydeligvis en trussel.

Da Gødstrup Sø i efteråret 1998 genopstod for 6. gang siden 1978 var holdningen i den lokale mosegruppe klar: Den 6. sø- og fuglemassakrer, der truede med at ske i den kommende forsommer, skulle stoppes. Ingen ægte naturvenner kunne blive ved med at se på de tragiske, meningsløse og ulovlige drab på hundredvis af fugleunger.

Da alt samtidig pegede på at den siddende ledelse på Gisselfeld, der blokerede for en frivillig naturbeskyttelsesaftale, også fremover ville kæmpe med næb og kløer for at bevare magten over godset, kunne ingen ægte naturvagthund blot se til.

En ihærdig Mosegruppen holdt i 1998 og 99 DNs hovedkontor fuldt, og løbende, orienteret om udviklingen i Gødstrup Sø. Men DNs Jesper Refn og Bo Håkansson gled behændigt af på vores vedholdende forsøg på at få den nødvendige støtte fra hovedkontoret; løb fra indgåede aftaler og besvarede ikke vores telefonopkald og breve.

I maj skiftede DN pludselig, og uden nogen forklaring, sagsbehandler. Jesper Refn, der var grundigt inde i sagen, blev udskiftet med Bo Håkansson. Det forsinkede og svækkede sagen yderligere, at Håkansson nu skulle informeres helt fra bunden. Den 6. maj 1999 skrev jeg følgende brev til ham:

“Bo Håkansson, her de lovede materiale, plus lidt ekstra. Artiklen om Gødstrupsøen er fra Dansk Ornitologisk Forenings blad “Fugle”, 1981. I 1994 eksisterede søen i det hidtil længste og mest succesfulde forløb, og ynglebestanden var større og endnu mere interessant end i 1978, 79 og 81.

I 1995 var der sø igen – dette år lykkedes det desværre med Gisselfelds ulovlige afvandingskanal at ødelægge søen meget tidligt. Denne situation truer igen. Og lad mig i den forbindelse betro dig, at jeg er frustreret over at DN ikke har forbedret sig bedre til den aktuelle situation. I den forbindelse vedlægger jeg et brev jeg skrev til DN/Jesper Refn i marts. Desværre har Refn ikke fundet mig hjemme når han har ringet, siger han, og en besked han har lagt på min telefonsvarer er ikke blevet optaget. Når jeg nævner alt dette er det blot for (igen) kraftigt at appellere til DN om at gøre sit yderste for at forhindre en ornitologisk katastrofe for 3. gang siden 1994.

Jeg opfordrede først på ugen Refn/DN til at rejse en fredningssag hurtigst muligt. Ingen ægte naturvenner kan passivt se på at forstokkede lodsejere og bureaukratiske og dybest set ligeglade myndigheder sætter deres uduelige dagsorden endnu engang. Husk at Søren Madsen fra Storstrøms amts forhandlingsdelegation i går overfor mig fastslog, at man umuligt kan redde søen i år. Man har haft 21 år til at løse konflikterne bag Gødstrup Sø!

Med hensyn til rejsning af en fredningssag, så lad mig afslutningsvis tilbyde min viden og arbejdskraft mht. fremstillingen af dokumentationen/papirarbejdet bag. Jeg kan på få dage fremstille en meget grundig beskrivelse af søen og historien. Jeg har i forvejen skrevet en lang række artikler m.m. om Gødstrupsøen og er i besiddelse af et unikt billedmateriale.”

Bo Håkansson svarede aldrig på mit brev. Søen, og dens mange hundrede hjælpeløse vandfugleunger, døde på kummerligste vis også i 1999. Samt igen året efter, da “naturens vagthund og advokat” også dette år satte kikkerten for det blinde øje da Gødstrupsøen for 7. gang blev massakreret.

DNs mangelfulde indsats – lad mig her lige indskyde at jeg første gang skrev til DN om Gødstrup Sø-sagen i 1979 – betyder formentlig, at Gødstrupsøens fugleliv atter massakreres til næste år, og lur mig, om ikke det når at ske flere gange endnu – før den globale opvarmning til sidst har smeltet så meget af polernes is at højere magter naturgenopretter kloden under ét og løfter det åbenlyst alt for store ansvaret fra det moderne menneskes overbliks- og værdiforvirrede skuldre!

Men min tid i Mosegruppen var i foråret 2000 forbi. Det sørgede DNs top, Storstrøms amt samt Gisselfeld for. Den 12. maj 2000, da Gødstrupsøen atter svømmede over med livgivende ferskvand og unikt fugleliv, skiltes Mosegruppens og mine veje. Bo Håkansson havde allerede tidligere på året bedt Mosegruppens DN-lokalformand, Rune Larsen, om at sikre, at jeg ikke deltog forårets forhandlinger med Storstrøms amt, der først i 2000 pågik vedrørende en genoptagelse af Holmegaard Moses fredning. “Folkene i amtet vil se rødt, hvis Jesper Petersen deltager”, havde Bo Håkansson meddelt Rune Larsen. Det oplyste sidstnævnte, da jeg bad om en forklaring på min pludselige desavoueringen. “Og Gisselfeld har meddelt, at man herfra ikke deltager i nogen som helst møder hvis Jesper Petersen sidder med ved bordet”, oplyste Thorbjørn Stoltze og tilføjede: “Og vi må jo værerealistiske, Jesper”.

“Nu ved jeg hvordan jøderne må ha’ følt det under 2. verdenskrig”, bemærkede jeg overfor de tre øvrige mosegruppemedlemmer, hin dag d.14. april 2000 på mosegruppemødet, denne dag henlagt til højmosen ved Fensmark Skov. Men ingen af de tre andre mosegruppemedlemmer havde lyst til at snakke mere om sagen. De kiggede tavst ned i mosejorden. Jeg havde fået silkesnoren.

I misforstået dialogvenlighed overfor modparten udelukkede DN således for flere år siden nogle af de aller mest indsigtsfulde, lokale kræfter, der for længst kunne have leveret den nødvendige faglighed og gennemslagskraft og sikret at de, for (rets)samfund og natur, så omkostningsfulde afvandinger af Gødstrup Sø under hundredvis af fredede, sjældne vandfugle var blevet stoppet og vendt til noget positivt. Men jeg – og andre – blev forment adgang til de hellige haller, hvor magten på bjerget deler de to P’er imellem sig: penge og prestige I sin generelle leflen for magten på bjerget – og egne karriere- og PR-interesser, samt selvfølgelig også en fastgroet tro på, at dette er det eneste realistiske – skader DN i øvrigt mere end “bare” naturen, nemlig også almindelige menneskers mulighed for – og lyst til – med en sund og enkel livsindstilling at forstå og præge en positiv samfunds- og naturudvikling i Danmark.

Lad mig afslutningsvis understrege, at eksemplet her er alt andet end en enlig svale – triste eksempler på DNs svigt i rollen som naturens vagthund er talrige i den store grønne forening med det – i mange tilfælde – forkerte navn.

(Ovenstående skrevet umiddelbart efter fredningsmødet ved Gødstrup Sø den 4. september 2002. Offentliggjort første gang på Holmegaard Mose Komiteens hjemmeside april 2008)