Oplæg til naturvenlig færdsel anno 1989 og 1996

Landbrug, skovbrug og jagt har i årevis lagt et hårdt pres på naturen i Holmegaard Mose-området, ensbetydende med at f.eks. mange fugle ikke har kunnet yngle eller opholde sig i det store naturområde som de ellers ville have gjort.

Også færdsel fra fuglekiggere og andre naturvandrere forstyrrer i mange tilfælde fuglelivet i Mosen.

Mosekomiteens talsmand, Jesper Petersen, udarbejdede helt tilbage i 1989 et forslag til ændret færdsel i Moseområdet, til gavn for både fugle og de besøgende naturinteresserede, indbefattende bl.a. opsætning af flere fugletårne i området.

Desværre var der udbredt lokal modstand både i Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening mod færdselsforslaget. Et vigtigt argument lød, at man ikke ville være med til at foretage begrænsninger i folks adgang til naturen, der i forvejen var begrænset nok. Umiddelbart forunderligt, at naturbeskyttelsesforeninger prioriterede menneskers adgang til naturen højere end naturens behov.

I 1996 udsendte Jesper Petersen en invitation til en række folk med interesse for Mosen, bl.a. en række DN- og DOF-folk, for igen at forsøge at få Mosen bedre beskyttet, inkl. finde sammen om at få reguleret og tilpasset færdslen, så de værste forstyrrelser af fuglelivet fra den side blev bragt til ophør. (Se brevet fra 1996 nederst på siden her)

Initiativet førte til en række orienteringsmøder og lysbilledforedrag, hvor Jesper Petersen delte ud af sin viden om Mosen bl.a. til lokale DN-folk. På denne baggrund blev Naturfredningsforeningens såkaldte Mosegruppen dannet, hvor Jesper Petersen først var primus motor, men – da arbejdet med at beskytte Mosen i slutningen af 1990’erne blev mere og mere konkret – blev en persona non grata og marginaliseret. Jesper Petersen forlod DNs Mosegruppe 12. maj 2000.

(Læs mere om denne ”politiske” del af Mosens, og Mosegruppens, historie under kapitlet ”Ugler i Mosen”)

I disse år opleves en stigende interesse for naturen, hvilket jo er godt, men ofte – også i Holmegaard Mose-området – får egoistiske interesser eller ren og skær uvidenhed lov til at sætte dagsordenen, og resultatet er til skade for bl.a. de mest forstyrrelsesfølsomme og, oftest, sjældneste og mest beskyttelseskrævende fugle.

Dét forsøger Holmegaard Mose Komiteen nu at råde bod på, og udsender senere på året et gennemarbejdet forslag til forbedret færdsel i hele det 20 km2 store Holmegaard Mose-område.

 

                                                            (April 2008)

 

 

August 1996

 

Kære mose-interesserede

 

 

På baggrund af mit kendskab til især fuglelivet i Holmegaard Mose udarbejdede jeg i 1989 et forslag til naturvenlig regulering af færdslen i det store moseområde.

 

Min idé blev ikke mødt med begejstring hverken i Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Holmegaard eller ornitologisk forenings lokalafdeling i Storstrøms amt. Dét fik mig dengang til at opgive at gå videre med sagen.

 

Nu 7 år senere er behovet for en bæredygtig forvaltning af mosen – inkl. naturvenlig færdsel – mere presserende end nogensinde: Vandstandsforholdene er fortsat helt uacceptable. Skovdriften genoptog i isvinteren ødelæggelsen af resterne af meget bevaringsværdig naturskov. På 3. år er de store engområder øst for Holmegaard Mose braklagte, men engene er knastørre. Færdselsforhold og oplysning om mosen er under al kritik. Jagten udgør et stort problem. F.eks. udsattes i 1988 i alt ca.3.000 skydeænder i de sammenlagt 90 hektar åbent vand, der findes i mosens 50 tørvegrave. I hver anden tørvegrav var der skydeandeopdræt for otte år siden. I år er jægernes malplacerede opdræt muligvis begrænset til lidt færre tørvegrave, men antallet af ænder er formentlig steget. I to 1 hektar store tørvegrave (i det fredede område) optaltes i juni ca.400 udsatte skydeænder i hver!

 

I over 20 år har jeg optalt fugle i Mosen. Jeg har således et meget detaljeret materiale, der bl.a. viser rastende og ynglende fugle i Holmegaard Moses mange tørvegrave år for år.

 

I 90´erne er antallet af fugle i tørvegravene gået drastisk tilbage. F.eks. er en af mosens karakterfugle, gråstrubet lappedykker, nu helt forsvundet som ynglefugl. I 1970´erne, frem til 1978, ynglede årligt ca.15 par, indtil 1990 gennemsnitligt knap 10 par. Sidste år 1 par og i år 0! Massiv tilbagegang har ramt mange af tørvegravenes ynglefugle: Knopsvane, grågås, Gråand, krikand, skeand, taffeland, troldand, blishøne. Hættemåge, der for 10-15 år siden ynglede i ca.5 tørvegrave, har i flere år kun ynglet i 1.

 

Nøglen til løsningen af problemerne i Holmegaard Mose-området er først og fremmest en genetablering af den naturlige vandstand. Ufatteligvis har naturødelæggende økonomiske interesser hidtil haft held til at forpurre dette – selv i Sjællands største mose, hvor man skulle tro at naturhensyn havde et større ord at skulle have sagt.

 

Jeg har besluttet at følge mit gamle færdsels- og naturformidlingsoplæg helt til dørs. Jeg har derfor igen taget kontakt til Naturfredningsforeningen i Holmegård samt DOF. Denne gang har jeg desuden sendt mit oplæg til alle dem, jeg har kendskab til færdes jævnligt i mosen eller på anden måde er interesseret i mosens natur. Jeg vil gerne høre så mange lokale naturvenners syn på natur- og færdsels-problemerne og vil bede dig kontakte mig hvis du er interesseret i at mødes og drøfte mosens fremtid nærmere.

 

Alle gode kræfter bør nu forenes i arbejdet med at løse de store problemer, der i årevis har forarmet naturen i Holmegaard Mose-området.

 

 

Med venlig hilsen

Jesper Petersen

 

 

 

EN MOSE FOR VILDE DYR OG MENNESKER

 

 

– levevilkår og oplevelsesmuligheder for dyr og mennesker kan og bør forbedres i Sjællands største mose-område

 

 

I mange år er naturen i Holmegaard Mose-området blevet dårligt forvaltet. Også selvom 3,26 kvadratkilometer af mosen blev fredet i 1987, efter en ni år lang fredningssag, er forholdene for naturen elendige.

 

Også færdselsforholdene er uhensigtsmæssige set med både naturens samt f.eks. fugleinteresseredes øjne. De eksisterende veje og stier respekterer ikke fugle og dyrs behov for fred. Samtidig er de besøgendes muligheder for at opleve mosen ofte ikke særligt gode. Folk på opdagelse i mosen forstyrrer i for høj grad fugle og dyr, fordi mange af stierne går tæt forbi mosens tørvegrave. Eksempelvis bliver et par tusind hættemåger ustandseligt jaget af rederne i ynglesæsonen fordi bl.a. Grevindestien går meget tæt forbi hættemågernes ynglekoloni. Det er vigtigt at tørvegravene i fremtiden værnes mod forstyrrelser.

 

Det er nemt at realisere nogle af de forbedringer som en positiv og tidssvarende forvaltning af mosens natur kræver. Opstilling af informationstavler, der oplyser om dyreliv og turmuligheder, er indlysende gavnlige og burde have været opstillet for længst. Fugletårne kan også opstilles uden at det burde medføre store konflikter.

 

Justeringer i det eksisterende stisystem og ændringer af færdslen – også ejeres og lejeres – er straks sværere at gennemføre, men ikke desto mindre nødvendige, hvis vi i øvrigt vil betragtes som en bæredygtig kultur. Visse dele af en naturvenlig færdselsplan kan dog muligvis realiseres uden større modstand.

  

 

Enestående natur- og kulturhistorie

 

Holmegaard Mose-området omfatter 16-20 kvadratkilometer – Sjællands største mose-område.

 

Fundamentet til det landskab vi kender i dag dannedes for 13.000 år siden da Weichel-istidens sne og is endelig veg (efter 100.000 år) hvorved der opstod en ca.100 kvadratkilometer stor smeltevandssø. Holmegaard Mose-området udgjorde søens sydligste del. Det danske kulturs vugge stod ved den store smeltevandssø, kan man sige, idet spor af de ældste danskere er fundet her.

 

Mens alle øvrige stenalderbopladser herhjemme lå ved kysten levede en speciel stamme af jægere og samlere på øer og holme i og ved den store sø på Sydsjælland. Med tiden groede søen mere og mere til og blev til mose.

 

Nogle af Danmarks mest berømte arkæologiske fund er gjort i Holmegaard Mose, bl.a. i forbindelse med tørvegravning, der foregik fra midten af 1800-tallet og frem til 2. verdenskrig. Herved skabtes de ca.45 tørvegrave med en samlet vandflade på ca.90 hektar.

 

Tørvegravningen blev startskuddet til en øget afvanding af mosen. I begyndelsen af århundredet forværredes denne udvikling yderligere da Susåen fra 1914-21 blev uddybet og Porsmose fra 1924-28 blev kultiveret. Porsmose var inden kultiveringen en vandmættet lavmose med bevoksninger af el, eg og birk.

 

I de sidste 25 år har især jagt og skovbrug forstyrret og forringet det store, gamle moseland. Alligevel er der siden 1974 registreret 218 forskellige fuglearter, hvoraf ca.90 yngler, hvilket viser at mosen endnu er et meget betydningsfuldt fugleområde, der dog ubetinget har set bedre dage.

 

20 kvadratkilometer – en femtedel af den store gamle smeltevandssø – kan og bør genskabes som den naturperle det endnu var før afvandingerne ved århundredeskiftet. Dengang var landskabet helt unikt efter sjællandske forhold; vandfyldt høj og kærmose med frit udsyn og høj himmel. I mosens periferi voksede en spændende kantskov. Generelt set var naturen meget rigere (og renere) end i dag.

  

Sjældne fugle og dyr

 

Minutiøse ornitologiske registreringer i de sidste 25 år har afdækket mosens fugleliv meget nøje. Vandfuglene og de fuglearter, der er afhængig af tilstedeværelsen af vand, har naturlig indfødsret i mosen og udgør hen ved halvdelen af de arter, der er konstateret siden begyndelsen af 1970´erne. Vandfuglenes tilstedeværelse er selvsagt helt afhængig af tilstedeværelsen af vand, og jo mindre af dette grundlæggende moseelement, jo ringere er livsbetingelserne for disse fugle. Adskillige arter er forsvundet som ynglefugle pga. den øgede afvanding af mosen. Men ved at hæve vandstanden kan denne negative udvikling vendes og sjældne fuglearter vil få mulighed for at genindvandre i mosen. F.eks. fiskeørn, sort stork, lærkefalk, rød glente, plettet rørvagtel, rørdrum, spidsand, stor regnspove, brushane, tinksmed, hjejle, stor kobbersneppe, mudderklire, dværgmåge, sortterne m.fl. Desuden vil de nuværende ynglende vandfuglearter få væsentligt forbedre livsvilkår. Med genetableret høj vandstand vil skønsmæssigt 50 par gråstrubede lappedykkere sandsynligvis yngle. Måske lige så mange sorthalsede lappedykkere. Knarand vil utvivlsomt blive fast ynglefugl. Og så videre.

 

En meget sjælden danske ynglefugl som trane har førhen ynglet årligt i mosen. I Næstvedegnens fugle fra 1893 kan man læse at traner ses hyppigt i mosen om efteråret. Samme bog oplyser desuden at sædgæs hver vinter forekommer i mosen i stort antal (dengang har de fourageret i høj- og kærmoserne – i dag holder de til på engene).

 

I 1980 forsøgte et par traner sandsynligvis at yngle et sted i mosen, hvilket formentlig også skete nogle år efter 2. verdenskrig. I maj 1991 opholdt et par traner sig to dage i Porsmose. (I juli og august i år opholdt et par traner sig i den braklagte og oversvømmede del af Broksø Engene og anskueliggjorde endnu engang at vand og fred er alfa og omega for fuglene. Den del traneparret raste i har været braklagt siden 1993 og oversvømmet siden 1994 og er det eneste sted, der i disse år findes vand på engene efter maj måned)

 

Af traner yngler der kun 1-3 par herhjemme, alle i øvrigt i Jylland, så forekomsterne giver et fingerpeg om hvilken national naturperle mosen potentielt er.

 

Indtil begyndelsen af 1980´erne husede mosen den sky og sjældne odder. I dag er dette klassiske mosedyr formentlig udryddet efter at have beboet mosen kontinuerligt i måske 8.500 år. Forstyrrende færdsel først og fremmest fra jægere og træfældere er hovedårsagen til at odderen siden 1984 ikke er registret i området.

 

Da et par af Danmarks sidste havørne ynglede i Sparresholmskovene fra 1952-60 kunne ørnene ses fiske i tørvegravene i Holmegaard Mose.

 

Nøgleordene, for at bl.a. de nævnte sjældne og truede danske fugle og dyr igen begynder at leve i mosen, er vand og fred. Også den sjældne isfugl kræver en vandrig, ren og uforstyrret natur. Udenfor Jylland yngler blot 10 par i landet. En kombination af forstyrrelser og forurening fra bl.a. skydeandeopdræt fortrængte formentlig midt i 1980´erne det ene af de 1-2 par der dengang ynglede. Siden 1990 er isfugl ikke set i mosen om sommeren – formentlig er også denne sjældne art nu udryddet.

 

Ørne ses endnu strejfe igennem mosen. Var forstyrrelserne mindre ville ørne utvivlsomt raste i området i længere perioder, hvilket kunne berige et hensynsfuldt publikum med uforlignelige oplevelser. En vandfyldt mose med fred er i øvrigt en potentiel ynglelokalitet for havørn.

 

Selvom for lav vandstand og naturskadelige økonomiske interesser har skadet mosen alvorligt i det sidste århundrede er der endnu naturfundament til genskabe ideelle levevilkår for et meget enestående fugle- og dyreliv.

 

Når vandstanden er høj er det samlede moseområde en meget værdifuld vandfugle-lokalitet men bortset fra særlige ekstreme situationer er det den sydøstlige halvdel af Holmegaard Moses tørvegrave der ynglefuglemæssigt er det mest betydningsfulde område. Desværre er yngelfuglebestandene her dog mere end halveret i 90´erne sammenlignet med 70´erne. Stop for den forstyrrende færdsel og opdræt af skydeænder samt en hævning af vandstanden vil utvivlsomt kunne genskabe tørvegravene som et fint vandfugle-yngleområde.

 

Det er vigtigt at færdslen i tørvegravsområdet omdirigeres især i fuglenes ynglesæson. Men en beskyttelse mod forstyrrelser i årets første syv måneder vil også gavne de mange rastende gæs, og gulnæbbede svaner, der overvintrer i området. I årets første fire måneder vil disse trækgæster få en god overnatningsplads i tørvegravsområdet, der altid har tiltrukket gæs og gulnæbbede svaner, men som forstyrrende færdsel har forhindret dem i at bruge i større udstrækning.

 

I dag flyver f.eks. sædgæssene almindeligvis til overnatning andre steder, hvilket gør mose-områdets ca.8 kvadratkilometer enge mindre attraktive og mængden af gæs mindre end landskabet giver fødegrundlag og plads til. I de seneste 15 år er der maximalt registreret op til 100 rastende Pibesvane, 3.500 sædgæs, 500 sangsvaner, 5.000 gråænder, 2.000 krikænder, 7.000 viber og 6.000 hættemåger. Høj vandstand og fred er også for disse fugle nøglen til deres forekomst. Ved at sikre fuglene dette vil den nuværende gennemsnitlige forekomst (der ligger noget under de nævnte max-tal) stige betragteligt, og Danmark vil dermed leve bedre op til de internationale aftaler vi har indgået for at sikre sårbare vandfuglearter som de nævnte levesteder og fred.

 

I dag flyver f.eks. sædgæssene almindeligvis til overnatning i Tystrup Bavelse Sø, hvilket koster fuglene en hel del ekstra energi.

 

Gæs er ekstremt sårbare overfor menneskeskabt uro og færdsel. Deres flugtafstand er stor, op mod én kilometer, og jo flere gæs der er samlet, jo mindre skal der til at jage dem bort. Lavtgående fly (det vil sige under 500 meter oppe) jager dem nemt på vingerne. Lavtgående fly har visse år været et ret stort problem for gæssene i Holmegaard Mose-området.

 

Engenes fugle har også brug for fred

 

Med den nuværende jagt- og landbrugsstatus er det ikke umiddelbart muligt at beskytte engene mod ejeres, lejeres og besøgendes færdsel og forstyrrelser. Alligevel er det vigtigt at arbejde på at der også her gennemføres en bedre forvaltning af naturen i femtiden.

 

Med områdets nuværende vandstand bør de 7 kvadratkilometer enge øst og nordøst for Holmegaard Mose være beskyttet mod forstyrrende færdsel fra 1/12 – 1/5. Hensynsfuld færdsel i de 7 måneder fra 1. maj til 1. december vil kunne foregå uden store gener for naturen, bortset fra de områder hvor der står vand om sommeren. Det drejer sig om Fladvandet syd for Tuerne, visse år endvidere den 50 hektar store Gødstrup Sø i østligste Porsmose, samt siden 1994, 5-10 hektar i Broksø Enges sydvestdel. Her kræver ynglende vandfugle ekstra hensyn frem til og med juli.

 

Bortset fra enkelte undtagelser er færdsel i det store engområde ikke tilladt for andre end ejere og lejere. Så længe der ikke er gennemført en retablering af den oprindelige vandstand er køer gode landskabsplejere, der forhindrer at engene springer i pileskov, men også kvægejerne bør grundigt orienteres om områdets store naturværdier, inkl. fuglelivet, så lignende katastrofale forstyrrelser som det der skete i 1988 aldrig gentager sig: I de første tre uger af maj blev der dette år sat nyt hegn op rundt om totredjedel af Fladvandet med det resultat at en stor del af ynglefugle som gråand, skeand, blishøne, vibe, rødben og dobbeltbekkasin opgav at yngle.

 

En voldsom opgravning af Susåens vegetation og bund i samme periode var næsten lige så forstyrrende. Begge dele burde ikke kunne ske i så fredskrævende og betydningsfuldt et fugleområde.

 

De årlige slåninger og opgravninger af åernes vegetation, både i og langs åerne, bør enten helt indstilles eller foregå betydeligt mere skånsomt det vil bl.a. sige manuelt. I årevis har “oprensningerne” forårsaget store skader på åernes liv og den omkringliggende natur.

 

Lystfiskere vil gerne fiske i Susåen og en fremtidig bæredygtig forvaltning af åen vil forbedre fiskemulighederne betragteligt. I perioden 1/12 til 1/5 bør fiskeriet kun foregå ved Pindso Bro, Stoksbjerg Bro, Røde Bro og Broksø Bro.

 

Det er helt oplagt at rejse et par fugletårne med udsigt over engene. Et på Broksø Enge, evt. 200 meter syd for Broksøvej nr.72. Et andet bør placeres ved Røde Bro. Sådanne fugletårne vil forbedre især fugleoplevelserne. Tiden skriger på en forbedret kontakt med naturen – fugletårne er et oplagt oplevelsesberigende lokalt naturtilbud til glæde for både natur og mennesker.

   

 

                            Jesper Petersen, 1996