Søforklaringer

Historien om ødelæggelsen af Danmarks måske fuglerigeste sø

af Jesper Petersen

 

4. SEPTEMBER 2012: Normalt er både Naturfredningsforeningen og Ornitologisk Forening – naturens advokater og vagthunde – de første til at reagere, når loven overtrædes og 5-stjernet natur bliver ødelagt.

I Sydsjælland er godset Gisselfeld imidlertid sluppet afsted med at udslette ynglefuglelivet i en af Danmarks fuglerigeste søer, stort set uden reaktion fra ledelserne i de grønne foreninger, endsige miljømyndigheder. Kun lokale naturvenner har råbt op, men for døve ører.

Umiddelbart efter at isen slap sit kortvarige tag i sidste halvdel af februar i år, og foråret viste sine første spænde tegn, indfandt de første hættemåger sig i Nielstrup Sø, klar til en ny ynglesæson. Men igen i år, for mindst 10. år i træk, var de fysiske rammer – søen – ikke som den burde være. Sivøerne og de gode redesteder langs søens bredzone var væk. Druknet af en ulovlig vandstandshævning på godt og vel trekvart meter skabt over et par år i sidste halvdel af 1990’erne af det EU-støttede ”Ferskvandsprojekt Gisselfeld”.

Den førhen så talrige hættemåge ynglede i årtier med tusindvis af par i Nielstrup Sø.  Fra ca. 3.000-7.000 par i 1970’erne og frem til vandstandshævningen for 15 år siden, hvorefter bestanden faldt til ca.500-2000 par. For 4 år siden uddøde kolonien efter at flere hundrede desperate måger året før, i 2008, forsøgte at yngle på den bare mark omkring søen, fordi alle øer i søen var væk. Med katastrofale følger for unger og æg, der blev ædt af predatorer.

Se lektor K.M. List’s filmoptagelse af Nielstrupsøens rige fugleiv omkring 1970 via link her.

Hættemågens tilstedeværelse var med til at skabe ideelle ynglebetingelser for en række andre fuglearter. Alle landets fire lappedykkerarter ynglende i samme sø gjorde i 1960’serne og 70’erne Nielstrup Sø berømt.

Helt grotesk modtog Gisselfeld støtte fra både EU og den danske stat til at ødelægge livsvilkårerne for Nielstrupsøens unikke fugleliv, incl. udryddelsen af søens eneste særligt EU-beskyttede fugleart, rørhøgen, som før vandstandshævningen ynglede med 4 par.

I den første oversigt over Danmarks vigtigste fuglelokaliteter fra 1972 omtales den ca.13 hektar store sø som Danmarks måske ynglefuglerigeste målt pr. m2.

Men i dag er det rige fugleliv fuldstændig forsvundet. Den store hættemågekoloni, der i kraft af deres antal og aggressivitet overfor naturlige fjender gav en mængde andre fuglearter en kærkommen beskyttelse, er væk. Det samme er alle lappedykkerne. Også rørhøg, der i dag er uddød som ynglefugl i Nielstrup Sø som følge af drastisk indskrænkede ynglemuligheder, idet den forhøjede vandstand har reduceret rørskoven med 95 procent, ifølge en rapport fra Vestsjællands amt i 2006.

Yderligere en række andre fuglearter er i dag forsvundet fra den drastisk – og ulovligt – ændrede Nielstrup Sø, og for de fleste er tabet af den 5-stjernede ynglelokalitet særligt katastrofalt, fordi der ikke findes alternativer.

Hvert forår forsøger flere tusind hjemløse hættemåger således forgæves at finde redepladser i den førhen perfekte ynglelokalitet. I år opholdt ca.3.000 hættemåger sig i og ved søen i en halvanden måneds tid efter tøbruddet. Midt i april opgav de mest standhaftige, og den engang så vrimlende fugle-fulde søflade lå tom og livløs hen.

Indtil 2007 eller 2008 eksisterede endnu én af søens oprindeligt mange øer, hvor nogle hundrede par hættemåger klemte sig sammen og sidste gang havde held med at udruge et mindre antal unger.

En af de lokale, der med bedrøvelse har fulgt Nielstrupsøens deroute og forgæves har forsøgt at redde dens fugleliv er lektor Ib Appel. I over 40 år har han boet ½ km nord for søen.

I foråret 2008 var det blevet et spørgsmål om liv og død for en af Sydøstdanmarks ældste og vigtigste hættemågekolonier. Blot 8 år tidligere var lyset slukket for en anden sydsjællandsk hættemågekoloni efter at have eksisteret siden 1928. Også her, i Holmegaardmosens tørvegrave, uddød som følge af naturødelæggende forvaltning.

Ib Appel fortæller:

”Man hævede vandstanden i Nielstrup Sø. Og det betød, at de dér måger, der havde koloni dernede ingen steder havde at bygge deres reder. Det var dog ikke alene på grund af vandstandsforøgelsen, men også fordi der kom en kraftig storm. På grund af vandstandshævningen havde hængesækken i søen løsnet sig. Stormen vendte så op ned på det, så hele dét materiale druknede. Der var faktisk ingen steder for mågerne at bygge reder.”

I desperation valgte hættemågerne til sidst at bygge deres reder på en mark op til søen. Med det resultat at alle unger blev spist af rovdyr, fortæller Ib Appel og fortsætter:

”Jeg var så i kontakt med Ornitologisk Forening. Knud Flensted herfra kom ned og kiggede på det. Der blev faktisk lavet et møde mellem Ornitologisk Forening og nogle oppe fra godset. Man besluttede her, at finde ud af hvordan vandstanden ændrede sig i løbet af sommeren. Jeg påtog mig jobbet at måle vandstanden, og jeg konstaterede, at den faldt temmelig drabeligt i løbet af sommeren. Så pludseligt blev jeg ringet op af en rasende godsforvalter Risom fra Gisselfeld. Han kunne se, at jeg havde været ned og røre ved stigbordet, sagde han, så vandet løb ud af søen. Jeg måtte ikke røre ved stigbordet. Men det havde jeg nu heller ikke gjort. I hvert fald måtte jeg overhovedet ikke komme derned mere, for dét skulle han jo bestemme.”

Ib Appel henvendte sig efterfølgende til Knud Flensted. Der kontaktede godsforvalter Risom på Gisselfeld.

Havde Flensted så mere held med sig end dig?

”Nej, han fik vist også en skideballe!”

Herefter kuldsejlede endnu et blandt mange velmenende forsøg på at redde Nielstrupsøens fugleliv.

Spurgt til sagen svarer Knud Flensted, mangeårig fredningskonsulent i Ornitologisk Forening:

”Du skal snakke med lokalafdelingen; det er dem, der har kørt den sag.”

Det er jo ikke helt rigtigt; du har jo selv personligt været involveret ved at du har været til møder sammen med Ib Appel og Gisselfeld?

”Ja, jeg hjælper dem.”

Kan du ikke fortælle lidt om hvad det var der skete da I holdt møde med Gisselfeld i 2008?

Dét spørgsmål har Flensted ikke lyst til at svare på.  Han siger i stedet:

”Alt det jeg siger nu er til baggrund, og hvis der er noget, der skal til citat, så skal jeg se det efterfølgende. Er du med på det?

Jeg kan ikke forstå, at du er så bekymret for a blive citeret for det du siger. Hvorfor er det så hemmelighedsfuldt?

Jeg vil bare gerne godkende det først. Der er ikke noget af det jeg har sagt, der er til citat. Dét véd du så nu.”

Jeg vil godt love dig, at du kan får dine citater til gennemsyn for eventuelle fejl inden artiklen offentliggøres.

Det er dét jeg be’r om

Fint. Det lover jeg dig, det er en aftale. Og lad mig så høre om dialogen med Gisselfeld i 2008 som du var direkte involveret i. Hvad var det der skete, og hvorfor gik det galt?

Jeg vil fortælle dig meget mere, hvis du vil love, at der er noget af det jeg siger, der er til baggrund og så er der noget, der til citat.

Altså. Nu har jeg lovet dig, at du får lov til at gennemse og kontrollere

”Jeg vil også ha’ lov at godkende hvad der skal i pressen”

Det kan du ikke få lov til. Sådan fungerer det ikke.

”Så tak fordi du ringede, farvel.” (Flensted lægger røret på)

Lokalt reagerede Ornitologisk Forening (DOF) helt tilbage i 2002, hvor daværende formand, Uffe B. Nielsen skrev til Storstrøms amts på baggrund af, som han formulerede det: ”en hel del henvendelser fra medlemmer, der er meget bekymrede over yngleforholdene for søens vandfugle, specielt hættemåge og den dertil knyttede sorthalset lappedykker. Problemet er opstået på grund af en vandstandshævning, der mindsker, og delvis fjerner, nogle af yngleøerne, holme og bredvegetation. Dette forhold har tilsyneladende stået på i nogle år, og efter at have gransket amtets dispensationssager i § 3 sager (Naturbeskyttelseslovens § 3 som omhandler ændringer af søer større end 100 m2) tilbage til 1995, kan jeg ikke finde en sådan dispensation.”

Hvad den lokale fugle-formand i Storstrøms amt ikke vidste, var, at Storstrøms amt i et notat skrevet 3 måneder tidligere allerede havde erklæret Gisselfelds vandstandshævning for ulovlig netop i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3.

Meget overraskende fik de to enslydende lovfortolkninger ikke nogen praktisk betydning. Gisselfeld fik ufortrødent lov til at fortsætte sin ødelæggelse af søens ynglefugleliv.

Det fik heller ingen betydning hvad Storstrøms amts konsulent, Hans Erik Jørgensen, skrev i den statusrapport Storstrøms amt i 2002 udgav om 14 af amtets vigtigste søer, hvor der kun i én var meget alvorlige problemer, nemlig Nielstrup Sø:

”Mest bekymrende er udviklingen i Nielstrup Sø (Rønnede Kommune) der er en af amtets vigtigste fuglelokaliteter. Her har vandstandshævning siden 1997 medført en omfattende ødelæggelse af fuglenes ynglemuligheder.. Hvis søen skal sikres fremover (hvilket må formodes, idet søen er en del af EF-fuglebeskyttelsesområde) er det af afgørende betydning, at vandstanden bliver sænket, så bredvegetationen igen kan udvikle sig.”

Fire år senere skrev lokalornitolog, Bo Tureby, et frustreret indlæg til fuglebladet ”Bladsmutten” udgivet af Ornitologisk Forenings lokalafdeling i daværende Vestsjællands amt.

” Hvad gør man, når man som naturinteresseret oplever, at et fuglebeskyttelsesområde forvaltes på en sådan måde, at fuglene forsvinder og bl.a. de rødliste-arter, som er selve grundlaget for områdets status, fordrives?” spurgte Tureby indledningsvis. Og svarede selv:

”Man henvender sig naturligvis til den forening, i hvis vedtægter der står, at: ”man aktivt skal arbejde for beskyttelse af fugle og deres levesteder” – altså DOF. Imidlertid lever DOF i praksis ikke op til sine egne vedtægter.”

Herefter redegjorde Bo Tureby for Nielstrupsøens tab af unikke fugleværdier og stillede sig uforstående til fugleforeningens passivitet.

Hovedbestyrelsesmedlem Henrik Wejdling svarede nogle måneder senere, at  Bo Turebys mange eksempler på naturødelæggende forvaltning i hele EU-fuglebeskyttelsesområde nr.101 (E101) – som Nielstrup Sø er en del af – næppe var ulovlige og man derfor vanskeligt kunne gøre noget for at redde fuglelivet.

I Naturfredningsforeningen (DN) var passiviteten overfor Nielstrupsøens deroute ligeså total og uforståelig.

27. juni skriver jeg til Naturfredningsforeningens (DNs) præsident Ella Maria Bisschop-Larsen og stiller hende følgende spørgsmål:

Hvorfor har DN, der kalder sig naturen advokat, ikke for længst gjort sin advokatpligt og anlagt en retssag for den – dokumenterede – voldsomme og ulovlige ødelæggelse af Nielstrupsøens nationalt og internationalt beskyttede naturværdier?

Ella Maria Bisschop-Larsen henviser i en email til biolog Bo Håkansson.  Jeg ringede ham op og gentager mit spørgsmål. Håkansson be’r om at få det skriftligt. Ti dage senere svarer han:

”Jeg kender ikke nok til historikken til at udtale mig om, hvad vi lokalt måtte have arbejdet for på tidspunktet. Derfor sender jeg lige en kopi til vores afdeling, af din mail og dette svar. Hvis vi sammen med afdelingen når frem til, at der er noget vi kan og bør gøre på nuværende tidspunkt, sætter vi selvfølgelig det i værk.”

DNs Faxe-lokalkomité-formand Henrik Suadicani svarer efterfølgende pr. email. Han skriver bl.a.:

”DN-Faxe har i flere omgange indledt dialog med kommunen for at få dem til at tage handling på de forringede forhold i søen. Kommunen har på det sidste spillet diskussionerne til hjørne. Senest op til vand- og naturplanerne. Her fik vi at vide, at der igen vil blive set på forholdene.”

Suadicani henviser til et debatindlæg trykt i Dagblandet Ringsted 2. juni i år, hvor DN-lokalformanden bl.a. skriver:

”DN har forsøgt, at få kommunen til at sikre en retablering af en lavere vandstand for om muligt at genskabe det tabte fugleliv. Men det har ikke været muligt at få kommunen med på en sådan tilbageføring. Den oprindelige årsag til vandstandsstigningen skulle være et ønske fra Gisselfeld om at anvende søen som opdræt af fisk. Men denne aktivitet er aldrig blevet etableret, hvorfor det forekommer ejendommeligt at en tilbageføring ikke er mulig.Værre er det, at en sænkning af vandstanden i søen ikke vil bringe det tabte tilbage. Kolonierne af hættemåger og lappedykkere kommer ikke tilbage fordi betingelserne for dette er gået tabt.”

Trængsel ved håndvasken

Til og med 2006 havde Storstrøms amt hovedansvaret for at forvaltningen af Nielstrup Sø skete i overensstemmelse med lovgivningen så de unikke naturværdier ikke blev ødelagt.  For over 10 år siden erklærede amtet Gisselfelds indgreb i søen for ulovlige, men af uforklarlige grunde lod amtet alligevel Nielstrupsøens unikke fugleliv gå til grunde.

Siden 2006 har Faxe Kommune haft det primære ansvar for at Naturbeskyttelseslov samt EU’s fuglebeskyttelsesregler.

Lars Malmborg hedder den embedsmand i Storstrøms amt, der i februar 2002 udarbejde det notat, der erklærede vandstandshævningerne udført af Gisselfeld gods for at være i strid med Naturbeskyttelsesloven. Hvordan er Malmborgs udlægning af sagen, vil jeg gerne vide, og ringer ham derfor op på hans arbejdsplads i dag, Næstved Kommune.

I din egenskab af embedsmand i Storstrøms Amt skrev du i 2002 et notat om at vandstandshævningen i NS var ulovlig. Hvorfor fik det aldrig nogle konsekvenser?

”Vandstandshævningen skete uden at der var en afgørelse efter vandløbsloven.”

Så den var ulovlig?

Jeg sad ikke med dét arbejdsomrade. Men der var ikke givet en tilladelse efter Naturbeskyttelseslovens § 3 (som LM havde som arbejdsområde). Men, der er en lidt speciel ting; at vandløbsloven kan lave reguleringer efter § 37a, hvor § 3-dispensation ikke er fornødent.

Så det vil sige, at det ER lovligt, det, der er foregået. Eller hvad?

”Det er svært for mig at gi´ et klart svar, for der er ikke givet en § 3 dispensation, og hvis ændringen er sket, så kræver det, at der er givet en tilladelse efter vandløbslovens § 37a. Og det var ikke mig, der sad med dét i amtets tid.”

Så du siger, at der muligvis er givet en tilladelse efter vandløbslovens § 37a, der overtrumfter naturbeskyttelseslovens § 3, som du siger den kan?

”Muligvis ja.”

Og det ved du simpelthen ikke?

”Nej.”

Så hvis den tilladelse efter vandløbslovens p 37a er givet, så er vandstandshævningen lovlig; det er det du siger, ikke sandt?

”Det er først noget jeg er blevet bekendt med efterfølgende jeg skrev det notat dengang, at vandløbsloven overtrumfer naturbeskyttelsesloven i nogle typer af sager med genopretning af søer.”

Konsekvenserne har jo været dramatiske. Man har ødelagt en af Danmarks fineste fuglesøer. Ynglefuglemæssigt set er alt destrueret. Der er stort set ingen fugle, der yngler i søen mere.  Den store hættemågekoloni er væk. Alle lappedykkerarterne er væk. Endda den særligt EU-beskyttede fugleart, rørhøgen, er også udryddet. Er det også lovligt i det du skitserer som en juridisk mulighed, at ødelægge et så unikt fugleliv, oven i købet i et naturområde, hvor Danmark i et kvart århundrede har lovet EU passe særligt godt på fuglelivet?

”Jeg går ud fra at der er nogle naturhensyn man skal tage i vandløbsloven nar man dispenserer fra § 3.”

Så normalt vil det ikke vare lovligt at gøre det man har gjort med afsat i vandløbsloven?

”Det er en afvejning af forskellige ting.”

Hvordan vil du vurdere afvejningen, hvis man har givet en tilladelse efter vandløbslovens § 37a?

”Jeg synes det er stærkt uheldigt det der er foregået. Det er da helt klart.”

Lars Malmborgs famøse notat blev i sin tid afleveret til Paul Debois, der var chef for den afdeling i amtet som Malmborg var ansat i.

I dag er Paul Debois ansat i Vordingborg Kommune som chefkonsulent i Naturafdelingen. Han siger:

”Jeg kan selvfølgelig godt huske, at der var en hel masse. Det jeg ikke kan huske er om det bygværk (også kaldet stigbord. Red.), som vi egentlig havde en aftale om, om det ikke nåede at blive løst.” (inden amterne blev nedlagt 31. december 2006. Red.)

”Vi havde netop en aftale indenfor nogle bestemte koter vi ville opererer indenfor. Du må ikke spørge mig om eksakte tal, for dem kan jeg simpelthen ikke huske.”

”Altså I havde konkrete planer om at få vandstanden sænket?”

”Ja, ja. Men dér, hvor jeg bliver der svar skyldig, dét er hvor meget der blev gennemført.

Hvorfor blev Lars Malmborgs vurdering i form af hans notat fra februar 2002, som du som chef for amtets naturkontor fik til videreekspedition, hvorfor det aldrig effektueret?

Paul Debois tager tilløb til at svare et par gange.  Og siger så:

”Altså, ikke andet end at vi havde sat noget arbejde i gang ved at lave de dér reguleringsager. Der sku’ laves – som jeg husker det – en reguleringssag i fællesskab med den kommune, der var vandløbsmyndighed på det (Rønnede Kommune. Red.), og der skulle laves en reguleringssag i samspil med dem, men der holder min hukommelse så op.”

Gisselfeld siger nu i forbindelse med de aktuelle vand- og naturplaner, at vandstandshævningen i Nielstrup Sø skete i samarbejde med Storstrøms amt. Husker du det også sådan?

”Hvem siger det?”

Gisselfeld.

”Nå.”

Gisselfeld bliver kritiseret for at have ødelagt fuglelivet i Nielstrup Sø og hævder i den forbindelse det modsatte af det du siger, nemlig at godset ligefrem havde en tilladelse og en aftale fra Storstrøms amt om at hæve vandstanden. Kan du erindre noget om det?

Paul Debois svarer ikke direkte på dette spørgsmål. Han siger:

”Altså, dét jeg kan erindre, at der på et eller andet tidspunkt i fasen, indtil vi kunne finde en endelig løsning, da mener jeg vi havde en aftale om at vi skulle overholde nogle bestemte koter indtil der kom den der endelige løsning i forhold til vandløbsdelen. Det var dét, der var aftalen, i virkeligheden; at man holdt nogle bestemte koter indtil da. Men du må ikke spørge mig om koterne!”

Som jeg forstår det, så siger du, at amtet tillod en forhøjet vandstand midlertidigt, indtil I havde fået en aftale, men en aftale om hvad?

”Ja, indtil der kunne afsiges en kendelse. Ja men, jeg mener ikke vi aftalte … Jeg vil sige.., at vi aftalte (en vandstand. Red.) indenfor nogle rammer.  Men om det var lavere end det den stod på på det tidspunkt.., du må ikke spørge mig om koterne!”

Så I arbejdede rent faktisk på at få den vandstand sænket i henhold til lovgivningen. Er det ikke rigtigt forstået?

”Ja, det er rigtigt forstået. Jeg tror, den døde i kommunalreformen.” (da amterne nedlægges i 2006. Red.)

I Faxe Kommune, hvor man foreløbigt har haft seks år til at få afsluttet Storstrøms amts rekordlangsomme arbejde.

Jeg stiller skriftligt kommunens naturforvaltning følgende spørgsmål:

Faxe Kommune har i seks år haft ansvaret for forvaltningen af naturbeskyttelsesloven i Faxe Kommune, incl. i Nielstrup Sø, der før ødelæggelsen var kendt som en af Danmarks fuglerigeste søer. Er Faxe Kommune bekendt med Storstrøms amts ulovliggørelse fra februar 2002 af Gisselfeld gods naturødelæggende vandstandshævning for snart 15 år siden?

Hvor lang tid har Faxe Kommune været bekendt med den omfattende ødelæggelse af ynglefuglelivet i Nielstrup Sø?

Eller er man uvidende om lovbrud samt de omfattende naturtab i Nielstrup Sø?

Rønnede Kommune arbejdede ifølge Storstrøms tidligere naturkontor-chef på at afslutte en vandløbssag vedr. den bæk der modtager Nielstrupsøens afløbsvand. Hvad blev udgangen på denne sag?

Hertil svarer centerleder Marianne Spang Bech:

” Faxe Kommune er bekendt med den gamle sag om Nielstrup Sø fra amtets tid. Sagen fra amtet er ikke overdraget til kommunen som uafsluttet sag. Jeg kan oplyse, at problematikken vedrørende vandstanden i Nielstrup Sø indgår som indsatsområde i statens Natura 2000-plan og den kommunale handleplan for søerne ved Bregentved og Gisselfeld. I planerne står der bl.a.: Vandstanden i Nielstrup Sø er af flere omgange blevet ændret, hvilket har medført at stort set al rørsump er forsvundet, og dermed er ynglepladserne for rørskovsfugle reduceret. Vandstanden skal sikres et stabilt niveau, således at rørskoven igen kan etablere sig til gavn for rørhøg og andre rørskovsfugle. Det skønnes at være muligt at genskabe i størrelsesordenen 0-3 ha rørskov.

Faxe Kommune har udsendt forslag til Vandhandleplaner og Natura 2000-handleplaner i høring og høringsfristen udløb 31. august. Her håber Faxe Kommune på høringssvar, også gerne i denne sag og gerne med konkrete oplysninger til brug for de fremtidige indsatser på området.”

Lodsejer: Vandløbs-vedligeholdelse altid korrekt udført

Lodsejeren, der ejer jorden rundt om det vandløb Nielstrupssøen tømmer sit vand i, før det løber under Nielstrupvejen, hedder Steen Pommergaard Hansen. Han tilbageviser pure Gisselfelds beskyldninger om at Nielstrupsøens for høje vandstand på noget tidspunkt har skyldtes manglende vedligeholdelse af det lille vandløb, som udgør søens eneste afløb.

”Du kan godt hilse Risom (Gisselfelds godsforvalter siden 1998. Red.) at sige, at dét altid er blevet gjort korrekt”, bemærker Steen Pommergaard Hansen og tilføjer:

”Vi grødeskærer jo kun vandløbet i henhold til foreskrifterne, som man skal gøre. Der må jo kun miljørenses; du må jo ikke grave op med en rendegraver, så du smadrer bunden. Grødeskæringen er udført i samråd med en af mine arbejdskolleger i Faxe Kommune, og han er å-mand, så det tror jeg holder vand! Desuden er vandløbet under offentligt tilsyn. Jim Hansen fra Faxe Kommune har været ude og besigtige min oprensning af vandløbet, og dér fik jeg ros for at der var slået den rende, der sku’, så vandet ku’ løbe.”

Ifølge Steen Pommergaard Hansen skyldes Nielstrupsøens forhøjede vandstand alene de brædder som Gisselfeld for mange år siden satte i stigbordet, og som sidder der den dag i dag, bag lås og slå, så at sige, idet stigbordet er forsynet med en hængelås, så ingen kan fjerne brædderne, hvis der var nogle, der skulle få lyst til det.

”De er imod at vandet forsvinder ud af søen og vil have så meget vand som muligt. Der er en fast afsat kote i stigbordet, hvor slusen er. Vandstanden er noget Gisselfeld styrer. For nogle år siden ville Gisselfeld ha’ noget fiskeri dernede i søen. Dengang lukkede de alle brædderne i, så der ikke kom noget som helst vand igennem åløbet.”

Siden er vandstanden så sænket, selvom den fortsat er væsentligt højere end før ferskvandsprojektets indgreb i sidste halvdel af 1990’erne.

”Jeg har alle år lavet den oprensning jeg skal lave, og koterne passer. Der var én vinter hvor der var skredet nogle sten sammen om stigbordet dernede; dér var vandstanden også meget høj i søen, og det var vi så nede at grave op med en rendegraver, netop for at få stenene op, for ellers må du jo ikke grave i sådan et vandløb jo, for så smadrer du jo det naturlige liv. Det var ikke noget myndighederne gjorde, jeg fik det gjort af egen fri vilje, selvfølgelig med myndighederne, i form af Jim Hansen, ind over.

Inden amtets nedlæggelse arbejdede man med et projekt for at få skabt en stabil lavere vandstand i søen, tilføjer Steen Pommergaard Hansen:

”Amtet kom med et projekt, hvor de ville åbne vandløbet på det korte stykke, hvor det er rørlagt lige efter stigbordet. Man ville i stedet støbe en fast bundflade, så der ikke var noget stigbord mere. Amtet var endda ude og snakke med mig om at købe et stykke jord og lave det dér. Så ville der ikke have været nogen man skulle rende og holde ved lige. Og diskussion om vandstanden mellem dem, der havde interesse i at sætte brædder i stigbordet, og dem, der gerne ville hive brædder op. Men så kom kommunesammenlægningen og så er pengene nok gået til alt muligt andet!”

Amtet forestod oprindeligt vedligeholdelsen af det lille vandløb syd for Nielstrupsøen, men da amterne blev nedlagt overgik det til Faxe kommune, der overdrog det til Steen Pommergaard Hansen. Han beklager Gisselfelds beskyldninger om at han skulle have ansvar for udryddelsen af Nielstrupsøens unikke fugleliv pga. manglende å-vedligeholdelse i de sidste seks år, hvor han har stået for dette arbejde.

”Jeg vil nødig ha’ det prædikat at jeg sku’ være naturødelægger. Jeg har selv nogle naturgenoprettede arealer ude i Tranemosen, hvor jeg har nogle heste gående og afgræsser. Det er mig der har fået skabt dét naturområde i tidernes morgen.”

 

 

Nielstrupsøens eneste afløb er kontrolleret af et såkaldt stigbord, en sluseanordning, hvor vandstanden styres med brædder, der løber i en indvendig rille i stigbordets cementkonstruktion.

I slutningen af marts, hvorfra øverste foto stammer, var der 5-10 cm’s overløb over stigbordets øverste kant og et fald på ½-trekvart meter på bagsiden af brædderne inde i stigbordet. Med andre ord: Kun brædderne i stigbordet styrede vandstanden i Nielstrup Sø, intet nedstrøms holdt søvandet tilbage.

I august (nderste foto) var vandstanden i Nielstrup Sø faldet så den stod ca.10 cm under stigbordets bræddekant. Vandstanden i udløbet på bagsiden af stigbordets brædder stod fortsat godt og vel ½ meter under

Gisselfelds påstand om at det skulle skyldes manglende vedligeholdelse af vandløbet nedstrøms stigbordet kan således afvises som ukorrekt. I år, og formentlig også de foregående, har udelukkende Gisselfeld haft ansvaret for Nielstrupsøens kunstigt forhøjede vandstand og ødelæggelsen af søens unikke fugleliv.

Misinformerende Gisselfeld: ”Ingen kommentarer”

Præsenteret for kritikken svarer Gisselfelds godsforvalter Jens Risom:

“Vi har ingen kommentarer.”

Hvorfor ikke?

“Fordi det du skriver er underlødigt.”

Hvad er det konkret, der skulle være underlødig?

“Altså, vi har ingen kommentarer.”

Der er ellers mange, der gerne vil ha’ svar på hvorfor man ødelægger fuglelivet i Danmarks måske fuglerigeste sø?

”Ja, det er pragtfuldt”

”Det er så dét som naturvenner siger, at det IKKE er!”

”Hvor mange gange skal jeg sige det; Gisselfeld har ingen kommentarer.”

Ikke een af de i alt ca.10 kilder, der danner baggrund for artiklen her, støtter Gisselfelds centrale udlægning af sagen (herover); Gisselfelds kommentar af 5. april 2011 til de igangværende naturplaner for EU-fuglebeskyttelsesområde nr.101.

…………………………………………………………………………………………………………

Det var det såkaldte ”Ferskvandsprojekt Gisselfeld” fra 1995-97 under Peter Gruth Hansens ledelse, der ødelagde Nielstrupsøens nationalt unikke fugleliv. I en rapport om søen ferskvandsprojektet udgav i 1998 hedder det, at der før vandstandshævning og fiskeudsætninger kun blev fanget højrygget karusse og suder ved fiskeri i søen og at der ingen fiskeyngel var.

Fra efteråret 1996 til juni 1997 udsatte ferskvandsprojektet et større antal rovfisk, aborre og gedder (deriblandt 9 stk. fra ½ til 1,1 meter lange). Ideen var at bekæmpe søens høje eutrofieringsgrad ved at bekæmpe fisk som suder og karusse, der gør stort indhug i dyreplankton, hvorved planteplankton ikke i tilstrækkelig grad bliver spist (af dyreplanktonnet), hvorved algesuppe og iltsvind kan opstå.

Gisselfelds ferskvandsprojekt var i nogle år sidst i 1990’erne kommerciel leverandør af rovfisk, især gedder, som biologiske forureningsbekæmpere i en række danske søer, bl.a. søerne i København, hvilket skaffede projekt – og Gisselfeld – en masse positiv presseomtale og gratis reklame. Indtil forskere stillede spørgsmålstegn ved metoden.

Ferskvandsprojekt Gisselfelds fagligt inkompetente bekæmpelse af høje fosfat-tal i en sø ved hjælp af rovfisk havde en række ekstra katastrofale bivirkninger i Nielstrup Sø. Dels hævedes søens vandstand for at give (rov)fiskene optimale livsbetingelser, hvorved alle vandfuglenes unikke sivøer blev oversvømmet og rådnede bort. Dels blev gedderne en alvorlig trussel mod vandfuglenes unger. Førhen gik først og fremmest de større gedder til grunde pga. forhøjede vandtemperaturer om sommeren, mindre ilt og dårlig sigt i den oprindeligt mere lavvandede og grønalgebelastede sø.

Herunder tal fra Storstrøms amts minutiøse ynglefugletællinger frem til 1997 – langt størstedelen af det rige fugleliv sidenhen udryddet på grund af Ferskvandsprojekt Gisselfelds vandstandshævninger i sidste halvdel af 90’erne.

Læs Basisanalyse fra 2006 for EU-fuglebeskyttelsesområde nr.101 via link her.